Jeanette Ottesen: Bestemmer selv min deadline

Jeanette Ottesen ved endnu ikke, hvornår hun giver Dansk Svømmeunion svar på, om hun fortsætter.

Jeanette Ottesen overvejer sin fremtid. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Inde eller ude?

Det er spørgsmålet, som de bedste danske svømmere skal svare på inden 1. januar. Det har Dansk Svømmeunion meddelt Pernille Blume, Rikke Møller Pedersen, Jeanette Ottesen, Lotte Friis og resten af de danske elite-svømmere.

Deadlinen er sat, fordi den nye svømmelandstræner Martin Truijens skal vide, hvem han kan regne med stiller op på det nationale træningscenter (NTC) i Bellahøj efter succesen ved OL i Rio.

Den ene fjerdedel af den OL-bronzevindende danske holdkap, Rikke Møller Pedersen, gav tidligere i dag i BT tilsagn om, at hun fortsætter på det danske hold.

En anden af de fire OL-helte fra holdkappen, Jeanette Ottesen, har endnu ikke taget stilling til sit fortsatte engagement. Det fortæller hun DR.

- Jeg er ikke superklar til at give en melding om, hvad jeg gør inden deres deadline, siger Jeanette Ottesen.

- Jeg lever lidt fra dag til dag og vurderer min svømmekarriere fra måned til måned. Jeg elsker stadig at svømme, men hvis de virkelig gerne vil have os med i dette game, må de også væbne sig med tålmodighed, siger hun og slår fast, at svaret ikke kommer inden nytår.

- Jeg tror, at jeg er klar til at give dem et svar engang i 2017, men jeg tror ikke, at jeg er klar til at give dem et svar inden nytår.

Vundet alt

Jeanette Ottesen er ikke færdig med at svømme. Men den 28-årige svømmers overvejelser går på, hvor meget hun skal svømme, i hvilket regi og om hun kan mønstre en motivation til et videre forløb.

- Jeg har vundet alt, hvad der er at vinde inden for svømningen, så det er lidt svært at motivere sig til, hvad der skal være det næste. Men jeg har stadig så stor kærlighed til svømme-sporten, at jeg ikke tror jeg er helt færdig, siger Ottesen.

- Mine overvejelser går på, om jeg skal svømme på det nationale træningscenter, hvor meget jeg skal træne, og hvor lang tid min karriere skal fortsætte endnu, siger hun og fortsætter:

- Lige nu er det mit job, og man kan sige, at hvis jeg ikke svømmer mere, så har jeg ikke et job. Jeg elsker det, jeg laver, men hvis der kommer et bedre tilbud, og der er noget andet, jeg synes, der er sjovere at lave, så kan det være, jeg springer på det, siger Ottesen.

- Men jeg vil gerne være en del af det nationale træningscenter og Dansk Svømmeunion. Men det er op til dem, om de vil have mig med i det, og det håber jeg naturligvis, at de vil. Og så håber jeg, at de har lidt tålmodighed med os gamle, siger hun.

Især EM i kortbane, der foregår i Royal Arena i København i december 2017, kan få Jeanette Ottesen til at beholde svømmedragten på i landsholdsregi.

- Jeg synes, det kunne være fedt at svømme EM i Danmark på kortbane. Det vil jeg gerne opleve igen ligesom i Herning i 2013. Men igen, det er op til unionen, hvordan de tackler os, og om de har tålmodighed til at lade os gå vores egne veje.