Jeanette Ottesen lufter muligheden for et karrierestop

Jeanette Ottesen melder sig klar til at svømme EM i København, der kan blive hendes sidste store stævne.

Til december svømmes der EM i svømning i Royal Arena i København. Her ses Jeanette Ottesen i selskab med maskotten Dana. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Hun har vundet VM- og EM-medaljer i bassinet og det blev også til en bronze-medalje i 4 x 100 meter medley ved OL i Rio i sommer.

Og Jeanette Ottesen melder sig nu klar til at springe i vandet efter flere medaljer ved EM på hjemmebane i København til december, som kan blive det sidste store stævne for 29-årige Jeanette Ottesen.

- Det kunne være et rigtig godt punktum. Jeg vil ikke sætte punktum på noget bestemt tidspunkt, men det kunne være et rigtig godt tidspunkt, hvis det kom til det, siger 29-årige Jeanette Ottesen til DR Sporten.

Hun er ikke helt afklaret med, om det skal være slut med svømmekarrieren efter i år, men indrømmer, at den nye Royal Arena i København, hvor EM skal afholdes, vil udgøre en flot ramme for et farvel.

- At slutte i København ville være en rigtig god måde og sige farvel og tak på. Den støtte jeg har fået igennem min karriere har været fuldstændig overvældende og det vil den sikkert også være i Royal Arena. Jeg vil gerne sige tusind tak på hjemmebane, men man ved aldrig, jeg vil ikke love, at det bliver mit sidste stævne, siger hun.

Jeanette Ottesen vandt guld i 50 meter butterfly ved kortbane-VM i Canada sidste måned, og er så småt begyndt at træne op til den nye sæson, så derfor har hun ikke sat sig nogle målsætninger for 2017 endnu.

- Vi må se, men jeg har altid gået efter at vinde medaljer til Danmark og det har ikke ændret sig, siger hun og tilføjer, at hun heller ikke har taget stilling til, om hun vil tage til VM i Budapest i juli, hvis hun kvalificerer sig.