Jeanette Ottesen rørt til tårer midt på Strøget: Fik overrakt ærefuld sportspris af familien

Den danske svømmer Jeanette Ottesen vandt Intet er umuligt-prisen ved Sport 2020.

For Jeanette Ottesen endte en ganske ualmindelig strøgtur med tårer trillende ned ad kinderne, da hun fik overrakt Toyotas Intet er umuligt-pris.

Det var Jeanette Ottesens mand, britiske Marco Loughran, der selv er svømmer, og parrets datter Billie-Mai, der overrakte prisen til den danske svømmer midt på Strøget i København.

Forinden havde hun deltaget i, hvad hun selv troede var et interview med DR Sporten om det at være mor og samtidig være aktiv sportsudøver.

Det handlede interviewet også om, men da hun flere gange blev stoppet med kærlige tilkendegivelser og Intet er umuligt-plakater i et par butiksvinduer, så fandt hun ud af, at det ikke bare var et almindeligt interview.

Hun havde endda selv – med lidt hjælp – italesat, at ’Intet er umuligt’.

- Jeg vil vise, at selvom man bliver mor, kan man godt forfølge sine drømme. Der er intet, der er umuligt.

Intet er umuligt-prisen gives til en atlet, der har kæmpet ekstraordinært hårdt og vedholdende for at markere sig i verdenstoppen inden for sin sportsgren.

Foruden Jeanette Ottesen var også fodboldspilleren Martin Braithwaite fra FC Barcelona og håndboldmålmanden Søren Haagen fra GOG nomineret til prisen, som får følgeskab af 75.000 kroner.

Ottesen får tildelt prisen får sit ihærdige arbejde for at komme tilbage til verdenstoppen, efter hun i 2017 blev gravid og ikke længere fik støtte.

Hun byggede sit eget set-up uden om landsholdet op fra bunden, hvor hun også brugte sin mand, Marco Loughran, som træner frem mod karrierens endestation, OL i Tokyo sidste sommer. Men det blev som bekendt udskudt til sommeren 2021.

Det har dog ikke stoppet den VM- og EM-vindende svømmer, for trods udskydelsen har hun kæmpet videre, hvor sigtekornet nu er rettet mod OL til sommer.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk