Lotte Friis efter karrierestop: 'Panikken væltede ind over mig'

Elitesvømmeren Lotte Friis blev medaljemæt og tog sit sidste spring i 2017 uden nogen retning eller idé om, hvem hun nu skulle være.

Med ét er hun tilbage. I stilheden lige før stormen, der kun afbrydes af hjertet, der banker, og tankerne, der viger hen til hendes svedige håndflader. I den så vante venteposition, inden det hele skal starte.

Hun står på startskamlen og venter på den elektroniske lyd, der indikerer, at det er nu, det gælder. Alt fokus er på hende. Hun sætter sig klar, og Lotte Friis ved af erfaring, at når startskuddet lyder, skal hun som altid springe i med hovedet først.

Men på denne dag er startskuddet ikke den velkendte elektroniske båtlyd, men P4 Formiddags intro: ’Du lytter til P4.' Og for at stramme maveknuderne endnu mere, skal den tidligere elitesvømmer vente på sin nervepirrende radioværtdebut til efter Maroon 5’s sang ’Misery’.

‘I am in misery

And there ain’t nobody

Who can comfort me, Oh yeah.'

Ikke det mest opmuntrende lydtæppe til starten på et liv med live-radio med omkring en million lyttere og kun lidt erfaring.

Men Lotte Friis har ikke lyttet til teksten. Ingen misery her. Kun en god portion gåpåmod med tilhørende ny-begyndelsesnerver.

Hvilket også er temaet for dagens formiddagsradio: Nye begyndelser. Et emne, førstegangspensionisten, som hun kalder sig selv, er ekspert i. Som ny vært på P4 med nye bekendtskaber i en ny by, hvor den nu 30-årige Lotte Friis bor til leje på et lille værelse langt fra centrum, er der både udsigt til nye glæder, nye bekymringer og en snedækket rodet byggeplads.

En afventende Lotte Friis og medvært Kasper Harboe i P4-studiet, inden den tidligere elitesvømmer skal på for første gang. (Foto: Niels Christian Jung)

Svømningen er et lukket kapitel

Bekymringerne er ikke de samme, som Lotte Friis med tungt sind husker fra bare et år tilbage, da hun brat stoppede sin karriere som elitesvømmer i en alder af 29 år. Efter en 14 år lang karriere med blandt andet to VM-guldmedaljer og fem sølv, seks EM-guldmedaljer og seks sølv og et bronzeminde fra OL i Beijing i 2008 har Lotte Friis imponeret som elitesvømmer.

Under den lange karriere havde Lotte Friis perioder, hvor hun mistede lysten til svømningen. Hvor savnet til familie og venner var stort, og den almindelige hverdag trak i hende. Men det stoppede aldrig Lotte Friis.

Indtil starten af 2017. Denne gang gik den tørre periode ikke over, og hun havde ikke lyst til at komme tilbage i vandet. Træningen var blevet en pligt. Hun droppede sin målsætning om at slutte på toppen med et sidste EM i december 2017. Det var nu, det skulle slutte.

- Træningen hang mig langt ud af halsen. Jeg kunne ikke se mig selv lægge den træningsmængde i svømning, som der skulle til for at nå det niveau, jeg ville være på.

Nu glædede Lotte Friis sig til den nye begyndelse, hvor hun selv kunne styre sin tid, sove længe og planlægge sin dag. Så skulle resten nok komme.

Identitetskrise blev bivirkning

Men friheden, spontaniteten og roen, som Lotte Friis så frem til, førte også noget uventet med sig. Hun var klar til at lægge de ugentlige 35-timers træning på hylden, men havde ikke forberedt sig hverken mentalt eller økonomisk på den praktiske virkelighed, der ventede uden for bassinets fire kanter. Og så kom bekymringerne.

- Det slog mig, at jeg ingen uddannelse havde. Jeg var ikke, hvor jeg ville være i mit liv som 29-årig, og så begyndte hamsterhjulet i mit hoved at dreje rundt.

Bekymringerne virkede uoverkommelige, og hurtigt udviklede de sig til panik. Fra den ene dag til den anden skiftede hun identitet i en alder af 28 år uden at vide, hvem den nye Lotte skulle være. Den bratte overgang fra elitesvømmeren Lotte til den nye ukendte Lotte var for voldsom.

- Da jeg sagde farvel til svømningen, var det fint nok, men da jeg kom ind i de mørke perioder, savnede jeg at være svømmeren Lotte og at have den dér ting, der gjorde mig speciel.

I 14 år, hvor fokus altid skulle være på den konkurrence, det måltid, den træning og den rejse, der lå lige foran, havde Lotte Friis ikke haft tid til at tænke længere frem. Som elitesvømmer var der ikke noget, der hed at gøre andet på deltid.

- Jeg har altid vidst, at min sport var tidsbegrænset. Det var ikke noget, jeg kunne lægge på hylden og tage fat i igen om fem år. Jeg trænede hårdt, tit 35 timer om ugen og satsede alt på min sport.

Lotte Friis har lejet et lille værelse i udkanten af Århus. Til sommer vil kæresten flytte fra København, og sammen vil de finde en mere permanent bolig. (Foto: Niels Christian Jung)

’Vi fyrer den af lige om lidt!’

Medvært på P4 Kasper Harboe prøver at løsne den lidt fastspændte stemning ved at råbe ud i luften. Lotte Friis griner nervøst uden at slippe skærmen med øjnene. Hun researcher på livet løs og diskuterer dagens mest relevante nyheder med sin medvært, imens hun prøver at få styr på nerverne.

På en lille træreol ved døren ind til studiet står kaffe, en kande vand og en enkelt hvidvin.

Lotte Friis har ikke rørt hverken vin eller kaffe, men sidder med et glas vand. Hun søger og søger på nettet. Fokuseret, mens folk render ind og ud for at få styr på teknikken. Hun vil snakke om dukkebordeller, der har fået en god start.

Den mørkeste periode

Lotte Friis havde altid kunnet se sig selv fire-fem år henne i fremtiden pga. OL eller andre konkurrencer, men pludselig havde hun ikke nogen retning. I foråret søgte Lotte Friis ind på sin drømmeuddannelse på den eftertragtede Mediehøjskole i København, men der ville gå flere måneder, inden hun fik svar.

Hverken familie eller venner vidste, hvad der foregik inden i Lotte Friis' hoved, da hun holdt den smilende facade udadtil. Mens de danske nætter blev lysere, blev Lotte Friis’ tilværelse kun mørkere, og de negative tanker og fortvivlelsen begyndte at være for konstante. I sommeren 2017 overtog panikken Lotte Friis.

- Der kom en mørk periode, fordi jeg prøvede at se fremad og finde ud af, hvem Lotte nu var, og hvad hun skulle. Men jo mere jeg tænkte over det og ikke kunne komme frem til et svar, desto mere overtog panikken, fordi jeg pludselig ikke kunne kontrollere mit liv mere. Det var livet, der kontrollerede mig, og jeg kunne ikke acceptere manglen på kontrol eller stå imod negativiteten og fortvivlelsen. Panikken væltede ind over mig, og jeg havde ikke styrken mere til at sige, at det nok skulle gå.

Lotte Friis Har drømt om at arbejde inden for mediebranchen, siden hun i 2009 var med i programmet 'Vild med dans'. (Foto: Niels Christian Jung)

En ny begyndelse

Det var først, da den tidligere EM- og VM-vinder igen kunne bevise noget, at Lotte Friis fik det bedre. Hun var blevet optaget på drømmeuddannelsen på standby. Pludselig var der lys for enden af tunnelen. Hun var noget værd som den nye Lotte.

- Det var en kæmpe forløsning. Nu kunne jeg arbejde hen imod at fylde det tomrum ud, som svømningen havde efterladt og få en rigtig hverdag. Jeg kunne noget, og jeg fik et mål.

Men i januar 2018 glemte Lotte Friis kort alt om uddannelse, da hun fik tilbuddet om at blive radiovært på P4 Formiddag.

- Jeg var til casting om fredagen og blev ringet op mandagen efter, hvor de sagde, jeg skulle være deres nye vært. Det var en helt ubeskrivelig følelse. Jeg havde arbejdet hårdt og længe for at få chancen, og det var en endnu større forløsning at få lov til at lave det, jeg elsker allermest.

Og Lotte Friis var ikke i tvivl om, hvad der skulle være emnet på hendes første dag i marts.

- Jeg fik idéen til en ny begyndelse, fordi det var passende for både programmet og for mig. Ikke kun fordi jeg skulle flytte til en lille etværelseslejlighed i Århus, men fordi jeg skulle starte denne nye karrierevej, som jeg havde drømt om i flere år, og jeg har kunnet mærke glæden genopstå om morgenen, fordi jeg igen har kontrol over situationen, og fordi jeg ved, hvad jeg skal - jeg skal arbejde på at blive den bedst mulige radiovært.

Lotte Friis går i startposition få minutter inden start med nyhederne på skærmen. Hun har før været i seks måneders praktik hos Radio 100. (Foto: Niels Christian Jung)

Klar, parat, start

Det nye mål er sat. Om hun kommer tilbage til bassinet eller starter på drømmeuddannelsen om et år, har Lotte Friis endnu ikke gjort sig tanker om. Lige nu skal radioverdenen indtages, og fremtidsplanlægningen hører ikke den nye Lotte Friis til.

- Alt det ligger for langt ud i fremtiden, og nu vil jeg bare ’go with the flow’ og være i nuet. Ingen fremtidsplaner for hverken næste år eller om fem. Nu skal jeg bare nyde at stå op til mit nye job.

Tre minutter til start. Debutanten drejer 70 grader på den fleksible kontorstol. Først til venstre, så til højre. Og forfra igen. To minutter. Den sidste besked bliver sendt, fingrene piller rastløst i de svedige håndflader. Stemmebåndet renses igen og igen. Et minut. Foden prøver at fri kroppen for nerver ved at vippe dem ud til musikken, men det bliver ikke til mere end et par anerkendende nik mod bordbenet med snuden.

’Så’ det nu,’ siger Kasper Harboe, imens han ryster kroppen i gang. Lotte Friis rejser sig, går i den endelige position. Med Kasper Harboe til hendes højre, mens et billede af det kolde danske vand fylder hele væggen til hendes venstre. Om lidt skal hun springe i med hovedet først. For første gang i et år. Stilhed. Et par sidste ufokuserede ryk til musikken, inden Maroon 5’s Adam Levine synger sine sidste ord.

‘Your silence is slowly killing me

You really got me bad.'

Lotte Friis er på. Ikke mere stilhed. Lige dér er der ikke den store forskel på hendes tid i svømning. Når hun hører startskuddet, præsterer Lotte Friis, som hun altid har gjort.

(Foto: Niels Christian Jung)