Lotte Friis: Meget bevægende at sige endegyldigt stop

Lotte Friis har valgt at stoppe sin svømmekarrieren, og det er langt fra det nemmeste, hun har gjort.

Lotte Friis har haft svært ved at sige stop efter en lang karriere. (Foto: ODD Andersen © Scanpix)

Det er ikke nogen hemmelighed, hvor meget det kræver fysisk at levere på det højeste niveau i svømning. Det har Lotte Friis mærket på sin krop siden sine helt unge dage, og derfor er det også ekstra hårdt for den tidligere topsvømmer, når hun i dag siger stop.

- Jeg tror aldrig, det er nemt at sige farvel til noget, der har været ens identitet de seneste 14 år. Det er den måde, jeg har gået igennem teenageårene og ind til voksenlivet på. Så det er en meget hård og bevæget dag for mig at sige endegyldigt farvel, siger hun.

Det er dog en meget velovervejet beslutning fra langdistancesvømmeren, der rent faktisk har overvejet muligheden over en længere periode.

- Jeg har egentlig gået med den her tanke i en del år omkring at stoppe og har egentlig udskudt det. Nu kom jeg bare til et punkt i mit liv, hvor jeg følte, at det kom meget naturligt at tage den her beslutning, forklarer Lotte Friis.

- Jeg ser frem til at få en normal hverdag, hvor mit liv ikke er så styret af træning. Jeg glæder mig til at finde noget nyt, som jeg kan brænde for og arbejde lige så hårdt på og blive en af de bedste til, siger den danske svømmer.

Det store gennembrud kom i 2008, hvor hun til alles overraskelse svømmede en OL-bronzemedalje hjem, og det er også et af de højdepunkter, som Lotte Friis ser tilbage på.

- Jeg har tre rigtig store præstationer, som jeg stadig kan føle, når jeg tænker tilbage på dem. Det er min OL-bronze i 2008, mit VM-guld fra 2009 og mine to sølvmedaljer og Europarekord fra VM i 2013, som egentlig har gjort, at jeg har været i svømning de sidste tre år, siger hun.

Lotte Friis blev også kåret til Årets Sportsnavn i 2009 efter sit verdensmesterskab, der var det første danske af den kaliber på langbanerne.

Du kan se, hvad hun har præsteret i løbet af sin karriere her.

Facebook
Twitter