Formænd fra 26 svømmeklubber har stillet et mistillidsvotum til bestyrelsen i Dansk Svømmeunion, efter bestyrelsens opbakning til den tidligere direktør Pia Holmen til en international toppost.
- Som følge af den alvorlige situation Dansk Svømmeunion har stået i over de sidste år, har bestyrelsen haft en vigtig og central rolle i at skulle genskabe tilliden til dansk svømning (...). Vi mener at bestyrelsen har svigtet dette ansvar, lyder det fra formænd fra 26 svømmeklubber, der opfordrer bestyrelsen til at trække sig.
Skulle det ikke ske, så ønsker de 26 formænd et nyvalg til samtlige poster i bestyrelsen.
- Vi ønsker en helt frisk start for dansk svømning, og dermed også et skifte af hele bestyrelsen, siger Fritz Ganzhorn, Formand for svømmeklubben Vest Brøndby og en af medunderskriverne.
- Det handler om hele forløbet med håndteringen af svømmesagen, og den efter vores opfattelse, manglende evne til at få sagt undskyld og komme videre på en god måde. Og til sidst har udnævnelsen af Pia Holmen været dråben, som har fået bægret til at flyde over, siger Frits Ganzhorn.
Tirsdag indkaldte svømmeunionen til en ekstraordinær generalforsamling 30. januar 2021, efter at Ide Kristine Kromann og Jakob Andkjær havde trukket sig, fordi de var ikke var enige i bestyrelsens linje.
DR Sporten har torsdag været i kontakt med Nora Thomsen, kommunikationsansvarlig i Dansk Svømmeunion. Hun bekræfter, at unionen har fået en henvendelse fra flere klubber, og at det er taget til efterretning af bestyrelsen.
Derudover har Dansk Svømmeunionen ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.
Der har den seneste måned været stor debat om svømmeunionens opbakning til den tidligere direktør Pia Holmens kandidatur til posten som vicepræsident i Det Europæiske Svømmeforbund.
Holmen stoppede i februar i år i Dansk Svømmeunion efter kritik i en uvildig undersøgelse foretaget af Kammeradvokaten.
En DR-dokumentar fra 2019 afslørede, at der i en årrække foregik offentlige vejninger af svømmerne, hvor flere også led af spiseforstyrrelser.