Merete har sat sig på øretævernes bassinkant: - Jeg kan godt se, at nogle svømmere er vrede

Tidligere minister Merete Riisager er Dansk Svømmeunions nye direktør, og hun har en stor opgave foran sig med at genvinde topsvømmernes tillid.

Merete Riisager har en stor opgave foran sig i sit nye hverv som direktør i Dansk Svømmeunion. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Hun føler sig både hjemme i klorduftende svømmehaller og ved bordenden i det politiske farvand.

Og nu har tidligere undervisningsminister Merete Riisager fundet et af de få jobs, der kombinerer de to ting, når hun fra årsskiftet sætter sig i direktørstolen hos Dansk Svømmeunion.

- Det glæder jeg mig afsindigt meget til. Jeg har selv været aktiv udøver engang og har fantastisk mange gode minder fra det. Jeg brænder for sporten, og nu glæder jeg mig til at arbejde og kæmpe for den, siger Merete Riisager til DR Sporten

Unionen har stået uden direktør siden februar, hvor daværende direktør Pia Holmen stoppede.

Pia Holmen sad med det øverste ansvar i svømmeunionen fra 2003 til 2014, hvor der siden er blevet afsløret mistrivsel hos de bedste danske svømmere – blandt andet i DR-dokumentaren ’Svømmestjerner under overfladen'.

En uvildig undersøgelse af Kammeradvokaten bekræftede billedet i dokumentaren og gav unionen en massiv kritik.

Det fik i februar Pia Holmen til at trække sig fra Dansk Svømmeunion.

Derfor er det også en noget skandaleombrust union, som Merete Riisager nu skal forsøge at stabilisere.

- Der har været nogle udfordringer i forhold til elitemiljøet. Der var for år tilbage en række svømmere, der har fået nogle dårlige oplevelser med nogle bestemte trænere og nogle alvorlige metoder, der har gjort, at unge mennesker har fået problemer, som de ikke skulle have, siger Riisager.

Kritikken fik nyt liv i forrige uge, da Pia Holmen blev valgt til det tillidsfulde hverv som vicepræsident i Det Europæiske Svømmeforbund på baggrund af opbakning fra Dansk Svømmeunion.

Både klubber, landsholdssvømmere og Team Danmarks aktivkomité kritiserede unionen for den beslutning.

Riisager vil ikke forholde sig til, om opbakningen til Pia Holmen var en forkert beslutning.

Men skandalesagerne betyder, at Riisagers første og vigtigste opgave som direktør bliver at bygge bro til både topsvømmere og klubber.

- Jeg kan godt se, at der er nogle svømmere, der er vrede. Og det første, jeg skal starte med at gøre, er at lytte til dem. De har nogle erfaringer, som er vigtige at få med videre, når vi skal skabe et godt elitemiljø, siger Merete Riisager.

Merete Riisager blev i 2016 udnævnt til ny undervisningsminister i Statsminister Lars Løkke Rasmussens regering. Her ankommer hun til sit første regeringsseminar. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Derfor vil den nye svømmedirektør invitere både nuværende og tidligere svømmere til en kop dialogkaffe, så de tidligere fejl i sportens elitemiljø ikke bliver gentaget.

- Kun ved at inddrage de erfaringer, som vores superstjerner og dem i niveauet lige under har, kan vi få et elitemiljø, som både er professionelt i forhold til præstationer, men som også tager fuldstændig alvorligt, hvad det er for et miljø, man træder ind i, siger Riisager.

Merete Riisager selv voksede op på Fyn og var i sine unge år selv en flittig gæst i de danske svømmebassiner, hvor hun konkurrede for klubberne FREM og Odense OSLF.

Selvom hun aldrig nåede helt til tops, så kan hun alligevel bruge de mange år med klor og badehætte i sit nye job.

- Jeg oplevede også dengang, at det kan være meget hårdt med et kompetitivt miljø. Det er vanvittig hårdt at være en del af. Man lægger mange timer og presser sin krop til det alleryderste. Den del kan vi ikke tage ud af ligningen, men vi skal sørge for, at der er nogle metoder, som de unge kan bruge til noget, og nogen de kan gå til, hvis de ikke trives, siger Riisager.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter