Mistillidsvotum stemt ned: Nyvalgt formand varsler 'en genstart af dansk svømning'

Et mistillidsvotum til bestyrelsen i Dansk Svømmeunion blev lørdag nedstemt på en generalforsamling, hvor Pia M. Johansen vandt valg om formandspost.

Ved en generalforsamling i Dansk Svømmeunion blev der lørdag stemt nej til et mistillidsvotum mod bestyrelsen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Der var behov for at se fremad ovenpå lang tids svære konflikter. Det skyldte man svømmesporten, de aktive og mange frivillige.

Indgangsreplikken fra den afgående bestyrelsesformand, Lars Jørgensen, under lørdagens virtuelle generalforsamling i Dansk Svømmeunion, var ikke til at misforstå.

Dagsordenen afspejlede tydeligt de mange sager, der siden DR-dokumentaren 'Svømmestjerner - Under overfladen' har ramt unionen.

Først skulle de indkaldte repræsentanter fra landets svømmeklubber tage stilling til det mistillidsvotum, 26 klubber i december stillede med ønske om, at bestyrelsen trak sig.

Mistillidsvotummet blev stemt ned (230 stemmer imod, 143 for og 23 blanke stemmer) og formandsposten i bestyrelsen tilfaldt Pia M. Johansen (Silkeborg Svømmeklub) med 57 procent af stemmerne.

Hvordan kommer Dansk Svømmeunion videre herfra?

- Jeg glæder mig til arbejdet og vil gerne understrege, at jeg lytter til alle. Det skal være en genstart af dansk svømning. Vi skal prioritere konkurrence og trivsel og blive rigtig gode til at tale om trivsel, siger Pia M. Johansen til DR Sporten.

Behov for rene linjer

På generalforsamlingen fik en af ophavsmændene til mistillidsvotummet, Fritz Ganzhorn, formand i Svømmeklubben VEST Brøndby, inden afstemningen mulighed for at forklare motivationen bag.

Her lagde han vægt på det ledelsessvigt og manglende håndtering af svømmesagen fra 2002 til 2013, der blev fremhævet i Kammeradvokatens undersøgelse sidste år.

- Det handler om at få sat vores værdier først og over hensynet til drift, politik og magt, sagde Fritz Ganzhorn.

Herefter indledtes en længere diskussion om for- og imod mistillidsvotummet, før det blev endeligt nedstemt.

Selvom 58 procent stemte imod, fik det alligevel indflydelse på det efterfølgende valg af bestyrelsesmedlemmer i Dansk Svømmeunion.

Til posten som økonomiansvarlig valgte Ivan Kristian Pedersen, Vejle Svømmeklub, at trække sit kandidatur, fordi han var uenig med linjen, den nyvalgte formand gik til valg på. Også tre andre trak deres kandidatur til menige bestyrelsesposter.

Mistillidsvotummet kom efter bestyrelsens opbakning til den tidligere direktør Pia Holmens kanditatur til en international toppost som vicepræsident i Det Europæiske Svømmeforbund (LEN).

Samme anke havde svømmerne i fredagens åbne brev.

- At man, samtidig med en fyring, indstiller den ansvarlige direktør til en toppost i LEN udstiller bestyrelsens manglende forståelse for og hensyn til de aktive i udpræget grad.

- Pia Holmens indstilling til LEN er ikke problemet – det er symptomet på en bestyrelse, der ikke har forstået alvoren og først handler reaktivt, når de er fanget med fingrene i kagedåsen. Det er for os ikke at tage ansvar, hvorfor vi ikke har tillid til at dette skulle ændre sig nu, stod der i brevet.

Sideløbende med den virtuelle generalforsamling kørte en chat, hvor repræsentanterne fra landets klubber gav deres meninger til kende. Her blev det blandt andet fremhævet, at nyudpegede Pia M. Johansen gik til valg på at trække støtten til Holmens LEN-mandat.

Er det korrekt?

- Det er korrekt forstået, at jeg ligesom stort set alle i dansk svømning tænker, at der trænger til at blive sat rene linjer i, hvordan svømmesagen er håndteret eller ikke håndteret, siger Pia M. Johansen til DR Sporten.

Det har topprioritet at følge det til dørs, nemlig at der har været forskellige signaler fra bestyrelsen, lyder det. Det agter Pia M. Johansen at bære med ind i den nye bestyrelse, som umiddelbart efter generalforsamlingen satte sig sammen for første gang.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk