Ottesen lykkelig over supertid i VM-finale

Jeanette Ottesen blev nummer syv i VM-finalen, mens Pernille Blume er finaleklar i 50 meter fri.

- Jeg er stadig ikke i mål, men jeg er under 26 sekunder og nummer syv i verden, siger Jeanette Ottesen til TV2 Sport efter VM-finalen. (Foto: Patrick B. Kraemer © Scanpix)

Den danske svømmestjerne Jeanette Ottesen blev nummer syv i VM-finalen i 50 meter butterfly i sydkoreanske Gwangju.

Selv om hun er tidligere verdensmester i disciplinen, er hun glad for, at hun kunne blive nummer syv i en VM-finale, efter at hun er blevet mor og har omlagt sit træningsprogram.

Særligt tiden 25,76 sekunder vækker glæde hos den 31-årige svømmer.

- Det er kraftedeme i orden. Jeg skulle bare fucking fyre den af, og det gjorde jeg. Jeg ville bare under 26 sekunder.

- Der sker rigtig meget med en kvindekrop, når man bliver gravid. Den bliver revet fra hinanden, og den skal samles igen. Jeg er stadig ikke i mål, men jeg er under 26 sekunder og nummer syv i verden, siger Jeanette Ottesen til TV2 Sport.

Jeanette Ottesen blev nummer syv i VM-finalen, men formåede at klemme sig under 26 sekunder. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Hendes mangeårige rival Sarah Sjöström vandt VM-guld. Svenskeren kom i mål i 25,02 sekunder.

Ottesen er tidligere verdensmester på distancen. Det blev hun ved VM i Barcelona i 2013, mens hun to år senere tog sølv i Kazan. På kortbane har hun et enkelt VM-guld og et VM-sølv og to VM-bronzemedaljer i 50 meter butterfly.

Ottesen er den første dansker i en finale ved VM. Søndag skal Alexander Aslak Nørgaard svømme finale i 1500 meter frisvømning.

Blume klar til guldkamp

Den olympiske mester Pernille Blume er klar til VM-finalen i favoritdisciplinen 50 meter frisvømning.

I lørdagens VM-semifinale i brugte hun 24,14 sekunder på at crawle fra den ene til den anden ende af langbanebassinet i sydkoreanske Gwangju.

Kun australieren Cate Campbell var hurtigere end Blume i det første semifinaleheat. Campbell var 0,05 sekunder hurtigere end danskeren.

Pernille Blume var næsthurtigst i sit semifinaleheat i 50 meter fri. (Foto: FRANCOIS-XAVIER MARIT © Scanpix)

Blumes tid rakte til en samlet tredjeplads blandt de 16 semifinalister. Hun understregede dermed, at hun er en favoritterne i finalen, der svømmes søndag eftermiddag dansk tid.

Også 19-årige Julie Kepp Jensen var med i semifinalen. Hun deltog i det andet semifinaleheat, og på yderbanen blev hun nummer syv af de otte svømmere i heatet. Tiden 24,89 sekunder rakte til en samlet 13.-plads.

- Det er en ny personlig rekord, og det var lige, hvad jeg havde håbet på. Det giver mig selvtillid at slutte af på den her måde, siger Julie Kepp Jensen til TV2.

I det andet semifinaleheat satte svenskeren Sarah Sjöström hurtigste tid af alle semifinalister, da hun brugte 24,05 sekunder på distancen, selv om hun kun et kvarter forinden havde brugt kræfter på at vinde VM-guld i 50 meter butterfly.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk