Hun har grædt inden interviewet.

Det fortæller Pernille Blume først nogle dage efter selve interviewet. Fortæller om en dårlig dag, om at tillade sig selv at blive påvirket, om at favne sine følelser, om at være stærkest i sin sårbarhed.

Det er ellers ikke til at se. Under interviewet er det, som om en indre sol skinner fra Pernille Blume, der fortæller om at turde at sætte sig selv fri fra bekymringer og begrænsninger, om at stå fast på sine værdier, om at være lykkelig og om at lære at elske sig selv.

Det er en fortælling, der aldrig slutter for svømmeren. Hun har i mange år gået på vejen mod personlig udvikling, skridt for skridt, i en søgen efter sin indre kerne; efter essensen af den Pernille Blume, der mærker, handler og lever sit liv som Pernille Blume, uden påvirkning fra omverdenens meninger og krav.

En kerne, der var smuldret væk efter en skolegang med mobning, en tidlig karriere med manglende selvtillid og selvværd, og en sen karriere, hvor alles øjne har været rettet mod hende, og hvor manges hænder har rakt ud efter hende.

Hun har i årevis søgt dén kerne; efter en åndelig frihed, som kunne give hende styrken og modet til at stå ved sig selv og sine værdier uden at tage hensyn til andres forventninger til, hvordan hun skulle leve sit liv eller dyrke sin sport.

Noget, Pernille Blume havde mistet evnen til, men som hun har genfundet i den spirituelle verden.

- Jeg føler, at jeg tidligere så verden gennem et nøglehul, og nu har jeg fundet ud af, at jeg kan tage i håndtaget og åbne døren. Nu kan jeg se flere ting, end hvad jeg gjorde før, siger Pernille Blume.

Hun har gennem store dele af sit liv stået i døråbningen og betragtet sit eget liv som en fremmed beskuer, mens andre skabte indholdet i hendes liv. Når hun nu er trådt ind over dørtærsklen til den spirituelle verden, er det til et univers af åndelig selvudvikling, en retning væk fra det lave selvværd og mod en accept af den person, hun er og gerne vil være.

- Jeg skal være sammen med mig selv resten af mit liv, så jeg bliver nødt til at finde nye måder at gøre tingene på, nye måder at tænke på og ikke bare gå med på, hvad andre gør, siger Blume.

- Jeg har taget et bevidst valg om at vælge mig selv til, at blive klog på mig selv og prioritere mig selv. Definere mine værdier og stå fast på dem. Altid lade mig selv komme i første række, så sport, arbejde, familie og kæreste på nogle tidspunkter kommer i anden række. Jeg er den vigtigste person i mit liv, siger hun.

Det valg gælder både i livets bassin og i det bassin, hvor Pernille Blume har opnået sine største sportslige resultater. Hvert svømmetag, hun har taget, har haft retning mod at lære sig selv at kende og derudfra kompromisløst handle og leve i overensstemmelse med det, hun har lært om sig selv.

En spirituel retning, hun allerede flirtede med i barndommen, men som har fået fart efter mødet med en spirituel coach. Og som er blevet forstærket efter hendes OL-guld i Rio i 2016.

- Det er svært at forklare det spirituelle, for man er ofte nødt til at mærke det på sin egen krop. Den spirituelle verden har mange regler, der er positive, og som man kan leve efter. Gør man det, vil man opdage, at det er noget, der giver mening i sit liv, og der sker ting, der er fantastiske, siger hun.

- Mange tror, at det spirituelle er at snakke med døde mennesker osv., og dét er en del af det, men det er ikke den del, jeg dyrker. Den spirituelle verden er, at man ser tingene med en åbenhed og at finde ud af, hvordan du kan være den bedste udgave af dig selv.

- I bund og grund handler det om at være super-åben over for ting og aldrig sige, at det ikke går, og det kan jeg ikke. Det handler om, at lære sig selv at kende, stole på det man har lært om sig selv og slippe kontrollen, siger Blume, der udforsker spiritualiteten via samtaler og meditation med sin spirituelle coach.

- Det handler om at turde sætte sig selv fri fra begrænsninger og bekymringer og at kunne leve et frit liv. At være i stand til at kunne sætte sig selv i spil, at turde at sætte sig selv derud, hvor der er utrygt, men hvor man alligevel kan stole så meget på sig selv, at det er ok. At man sætter sig selv fri fra at dømme sig selv, dømme andre og at turde gå en vej, som ikke er gået før.

Mere end OL-guld

Den form for tænkning har ført Pernille Blume ud på en indre rejse gennem hendes eget sind og en ydre færd med kroppen i centrum, hvilket har ført til den ultimative succes i hendes sport. Men det er også en rejse, der har ført til erkendelsen af, at den sportslige succes ikke nødvendigvis er forbundet med personlig lykke.

- Svømning er min passion, og det er noget, jeg brænder for. Men jeg er blevet mere afslappet omkring det, fordi - og det skal ikke lyde forkert - jeg har vundet en OL-guldmedalje, siger Blume.

- Jeg har stadig nogle drømme og mål, blandt andet omkring OL i Tokyo, men jeg er meget rolig omkring det. På den måde føler jeg mig fri. En frihed, som ikke kommer, fordi jeg har en OL-guldmedalje. Den kommer af at slutte fred med, at det ikke er dét, der afgør hele ens karriere, eller hvem man er som menneske.

- Jeg ser det som en helhed. Livet og svømningen. Jeg er lykkelig i dag, men det er ikke svømningen, der afgør, om jeg er lykkelig. Jeg er glad, når tingene i mit liv lykkes, men jeg er en succes uanset min svømning, siger Blume og fortsætter:

- Mit værd er ikke afhængig af, om jeg har en OL-guldmedalje. Jeg er ikke de ting, jeg har. Jeg er ikke en OL-guldmedalje, en flot bil eller noget andet. Hvis man tager alle de ting fra mig, vil jeg stadig være fin, fordi jeg er mig. Det er mit værd, og jeg ved, hvad jeg er værd. Dét er også noget, jeg forsøger at videregive til de mennesker, jeg omgås med.

Pernille Blume er lykkelig i dag. Hun gør de ting, der gør hende glad. Hun tilpasser ikke længere sit liv og karriere efter de forme, andre har skabt i hendes billede. Al udefrakommende støj er udrenset, nu hører hun kun sig selv.

Ved at slippe kontrollen, sprede armene ud og åbne favnen har hun fundet et ståsted i sit liv og i sin sport, som har givet hende styrken til aldrig at iføre sig en facade som dække for sit virkelig jeg.

Og det er ikke svømmeren Pernille Blume. Det er ikke stjernen, det er ikke OL-guldvinderen, ikke modellen, produktet, kæresten eller kendissen Pernille Blume. Det er bare Pernille Blume.

- Det har for mig været en udvikling mod at lære mig selv at kende og at elske mig selv. Det lyder så forfærdeligt at sige, og bare det, at jeg siger, at det lyder forfærdeligt, lyder forkert. Men det er ikke desto mindre sandt.

Glamour og klor

Danmark lærte at elske Pernille Blume ved OL i Rio for to år siden. Siden er kærligheden til svømmeren kun vokset, og efterspørgslen efter hende er så stor, at hendes managementbureau, Le Management Society, der blandt andet har Helena Christensen i stalden, må afvise mange opgaver.

Hun swiper gladelig mellem den glamourøse modelverden og bassinkanten på svømmelandsholdets elitecenter på Bellahøj og den træningslejr i Tyrkiet, hun netop har overstået, og som peger frem mod EM i august. Men det er det første, hun lever af i dag, og som hendes OL-guld har muliggjort.

Vejen fra den Pernille Blume, der fornemmede noget udefinerbart, åndeligt i sin barndom i Herlev til dagens mondæne superstjerne har været lang. Men afstanden har alligevel føltes kortere, når hun har brugt spiritualiteten som navigation.

- Jeg har været spirituel siden barndommen. Ligesom andre børn har jeg altid været bange for nogle ting som spøgelser, ånder osv., og på et tidspunkt gik det op for mig, at jeg stadig var ret bange for nogle af de ting. Jeg har altid været overbevist om, at der var mere derude, end hvad vi vidste.

- Jeg har altid troet på, at når livet slutter, så slutter det ikke bare, så er man ikke bare væk. Det kunne jeg ikke få ind i hovedet, da jeg var yngre, så i min naivitet blev jeg ved med at tænke, at der måtte være noget mere, siger Pernille Blume og fortsætter:

- Min familie har altid været åbne overfor, at jeg tænkte lidt anderledes end dem. Og der vil altid være nogen der ikke forstår det, hvilket også er ok, siger hun.

Fornemmelsen af, at spiritualiteten kunne være en håndgribelig livsledsager, betød, at Pernille Blume følte sig anderledes end andre. Den følelse næredes blandt andet i skolen, hvor hun ofte havde det svært.

- Jeg kom fra en skolegang, hvor jeg blev mobbet, hvilket påvirkede mit selvværd. Det var ikke fordi, jeg blev mobbet mere end andre, men årsagen, når jeg ser tilbage i dag, var nok, at jeg var lidt anderledes, fordi jeg prioriterede min tid anderledes, blandt andet min intensive træning, siger hun.

- Det tog hårdt på mig dengang. Jeg spurgte mig selv, om det var mig, der gjorde noget forkert, siden de behandlede mig på den måde. Jeg tænkte om, der var noget galt med mig. I en lang periode følte jeg mig forkert og tvivlede på mig selv, fortæller hun.

- Selv i dag kan jeg være i situationer, hvor jeg får en følelse af, at jeg er tilbage i min klasse eller i folkeskolen, og så kan jeg blive rigtigt ked af det og nedtrykt. Den dag, vi snakkede sammen første gang (dette interview er lavet ad to omgange, red.), havde jeg ikke en særlig god dag. Jeg kom lige fra en situation, hvor jeg havde en følelse af, at jeg var tilbage i niende klasse, og jeg havde faktisk grædt i bilen på vej til interviewet, siger Blume.

- Men jeg er også nået dertil i mit liv, hvor jeg er i stand til at løfte mig over det og sige: Hvad er virkelighed her, og hvad er mine egne følelser, der trigger og påvirker mig? Hvis der er noget, må jeg sige det til de personer eller sætte mig ud over det, siger Blume, som har lært at rumme mennesker med negative hensigter.

- Jeg tillader mig selv at blive påvirket, men bliver så Rasmus Modsat og nægter at blive påvirket af nogen, der har det så skidt med sig selv, at de projicerer noget over på mig. Det vil jeg simpelthen ikke tillade i mit liv. Og så får man følelsen af et boost. For et eller andet sted står man jo allerstærkest i sin sårbarhed, siger hun.

Mistede sin stemme

Den styrke fik Pernille Blume brug for senere i sit liv, da hun som ung svømmer blev tilknyttet elitecenteret for de danske landsholdssvømmere på Bellahøj, og dermed blev hendes identitet for en stund låst fast.

Den rigide systemtænkning, man blev en del af som landsholdssvømmer, lagde låg på den selvstændighed og frihed, som Blume på et tidspunkt havde brug for, og med tanker og uvished om sin fremtid og usikkerhed om sin identitet mistede hun motivationen.

- Jeg var meget ung, da jeg startede derinde, så jeg havde ikke prøvet andet. Men i mit hoved har jeg altid vidst, at den vej ikke kunne være den rigtige for mig, der var noget forkert ved det.

- På et tidspunkt lagde jeg mærke til, at jeg havde mistet min egen stemme. Det handlede aldrig om, hvad ville jeg gøre, hvad ville jeg sige, og hvad der var godt for mig, fortæller Blume og fortsætter:

- Jeg gik fuldstændig ned, fordi jeg ikke havde mig selv med i det. Jeg har bare været til, en maskine. Til sidst tænkte jeg: Hvem gør jeg det her for? Er det jer, jeg tager til træning og bruger hele mit liv for? Hvis liv er det, jeg lever? Er det mit eller er det jeres?

- Det gjorde, at jeg fik behov for at vise, hvem jeg virkelig var. Ikke så meget over for andre, men over for mig selv, siger Blume og uddyber:

- Finde ud af, hvad jeg egentlig står for, hvad min vej i det her skal være. Finde ud af, om folk ville acceptere mig, som den person, jeg er, og som den person, der giver mest mening for mig selv. Og hvis ikke, så er det fint: Er I med mig, eller er I ikke med mig?

- På den måde fik jeg sorteret ting og mennesker fra, og i den proces lærte jeg mig selv at kende og at acceptere mig selv. At rumme mig selv med alt det, jeg nu indeholder, siger Blume, der i dag selv bestemmer og tilrettelægger sin træning.

Samtaler og meditation

Oplevelserne i Bellahøj og den manglende motivation førte til en depression og en pause, hvor hun overvejede at stoppe karrieren. Fra skolegården til Bellahøj til refleksionerne om fremtiden hjemme i Herlev var der blevet skrællet lag for lag af Pernille Blume, og efterhånden blev kernen også berørt.

For to somre i Rio siden blev solen tændt i Pernille Blume, men det betød ikke, at hun havde fast grund over fødderne. Usikkerheden rumsterede stadig: Tankerne om, hvem hun var, hvad hun ville, hvorfor hun ville det? Hvordan hun kunne blive bevidst om sine egne værdier, stole på dem og have modet til at handle ud fra dem?

Pernille Blumes arbejde med spiritualiteten blev opgraderet, og den spirituelle coach, clairvoyant og healer Ann Kastrup hjalp Blume med at genfinde vejen tilbage.

- Jeg opsøgte Ann, som kunne sætte ord på og hjælpe mig med de ting, jeg tænkte på, og med at skabe det rum, hvor det var ok at sige nogle af disse ting, uden at det var tabubelagt. Og mit liv fik en helt ny mening, siger Blume.

Med samtaler, meditation og alternative løsninger på konkrete udfordringer fik Pernille Blume værktøjerne til at bruge sine oplevelser og erfaringer som en dynamik i sit liv og ikke en bremse. Det har styrket hendes tro på sig selv og forstærket hendes bevidsthed om, at hendes handlinger i livet skal have rod i Blumes egne ønsker og værdier.

Coachen betegner det, som at Pernille Blume er i live.

- Da jeg begyndte at lære mere om det og forstå den spirituelle verden, gik det bare op for mig, at det var dét, der føltes rigtigt for mig. Ved at se tingene på den måde, som den spirituelle verden ser tingene, kan jeg bedst muligt leve mit liv, siger Blume, der er overbevist om, at hun havde gennemgået den samme udvikling uden OL-medaljen.

Men den har forstærket processen.

- Det var også tanker, jeg havde inden OL i Rio. Men efter OL er jeg blevet endnu mere opmærksom på at stå ved mig selv. For nu bliver jeg dømt på en helt anden måde. Alle folk kigger på, hvad jeg gør, hvad jeg siger, og hvordan jeg ser ud, siger Pernille Blume.

- Når jeg står i supermarkedet i mit søndagstøj, kan jeg høre folk, der hvisker. Det er superubehageligt, for jeg tænker, at folk skal da ikke se mig i mit søndagstøj, men omvendt, det er jo sådan, jeg er. Jeg er også et menneske i søndagstøj, så hvorfor skal jeg gøre mig selv anderledes – for at leve op til hvad og hvem?

- Jeg kan jo også blive fanget i at have negative tanker, men jeg har også en idé om, at dét, jeg tænker, også er dét, der sker. Alle udfordringer er læring. Der sker noget, man ikke kan forstå, men tre dage, tre uger eller tre år senere, ved man, hvorfor det gav mening, siger Blume

Den læring forsøger Pernille Blume at give videre til andre. Hun har selv coachet i sin nærmeste omgangskreds, og dét er en vej, hun kunne tænke at forfølge efter svømmekarrieren. Men hun understreger også, at hendes vej er hendes egen vej og ikke nødvendigvis kan befærdes af andre,

- Jeg står stadig foran mange udfordringer, tanker og bekymringer og kommer stadig ud af balance. Jeg er ikke hellig. Min vej ikke nødvendigvis er den rigtige vej for andre. Det er ikke, fordi jeg siger, at nu har jeg opfundet den helt rigtige måde at gøre tingene på, og nu skal alle andre gøre det, siger Blume.

- Jeg er meget konsekvent med, hvor jeg bruger min tid og energi. Det er ikke, fordi jeg bare render rundt og spreder lyserøde blomster ud til alle og forsøger at hjælpe alle. Men jeg føler, at jeg hjælper mange af de yngre svømmere, som står over for de problemer, jeg selv har været igennem. Dér hjælper det at være menneskekender og fornemme deres mentale tilstand.

Friheden betyder alt

Hun træder stadig med nysgerrige skridt på stien mod selvudvikling. Hun er der ikke helt endnu. Men det er heller ikke meningen, at Pernille Blume skal nå et bestemt mål med sin personlige udvikling, for det er en proces uden facit.

- Jeg føler mig mere fri og afslappet og nyder mit liv meget mere nu. Jeg føler mig lykkelig, siger Blume, som bruger den læring om sig selv, spiritualiteten giver hende, til at navigere i livet og i hverdagen; til at træffe valg, tænke og handle i sin dagligdag.

- Det er en lang udviklingsproces, men undervejs finder jeg mange ting, jeg søger. Jeg opdager hele tiden nye sider af livet, af mig selv og af andre mennesker. Det er en uendelig uddannelse på livet og på mig selv.

Den indre fred, hun har opnået i forhold til omverdenen, i forhold til udefrakommende forventninger og krav og i forhold til sin sport er reel og nærværende. Den behøver hun ikke at række ud efter længere.

- Den frihed betyder alt. Hvis man forsøger at sætte mig i et bur, forsøger jeg at finde en udgang. Det skal man lade være, for man får ikke noget ud af det, siger hun.

- Der er mange, der gerne vil sætte mig i et bur, fordi jeg er så farverig og spontan, prøver ting, eksperimenterer og tænker ud af boksen. Jeg har behov for super-meget frihed, og jeg tror aldrig nogensinde, at jeg vil passe ind i en boks. Jeg vil nok aldrig være reglen, men altid nok være undtagelsen på mange punkter, siger hun.

Den undtagelse er blevet hendes fordel i både hendes liv og i svømmesporten.

- Når jeg er i flow, så ser jeg tingene i forhold til spiritualiteten. Jeg skræller mange ting fra, der forstyrrer mig, fordi jeg tør at skrælle dem fra. For i sidste ende vil der altid være én konkurrent, der har trænet mere eller mindre, der er stærkere eller svagere, og der er mere eller mindre motiveret end dig. Det er skideligegyldigt.

- Hvis man er inde i alle andres energier og i alles andres hoveder, har man fuldstændigt glemt sig selv. Hvor er man så selv henne? Det handler om én selv. Og det, at man er i stand til at sætte sig selv fri og være fuldstændig tilstede dér, hvor man er. Ligesom det skete for mig i OL-finalen.

- I dag gør jeg derfor kun de ting, der gør mig glad, så jeg ved, at jeg i morgen har et endnu bedre udgangspunkt.