Svømmedirektør tager orlov fra Team Danmarks bestyrelse

Pia Holmen har valgt at tage orlov for at skabe mest muligt ro omkring undersøgelsen af dansk svømning.

Pia Holmen har valgt at gå på orlov fra Team Danmarks bestyrelse.

Dansk Svømmeunions direktør, Pia Holmen, har valgt at tage orlov fra Team Danmarks bestyrelse.

Det gør hun for at skabe mest mulig ro omkring den uvildige undersøgelse af dansk svømning, som er blevet igangsat. Det oplyser Team Danmark i pressemeddelelse.

- Mit ønske om orlov hænger sammen med, at jeg ikke ønsker, at der skal kunne sættes spørgsmålstegn ved hverken undersøgelsen, Team Danmarks indstilling til undersøgelsens resultater og selvfølgelig også min egen habilitet, siger Pia Holmen.

- I den kommende tid vil jeg koncentrere mig om at skabe de bedst mulige forhold for vores svømmere på det Nationale Træningscenter, og så vil jeg og Dansk Svømmeunion selvfølgelig stå til rådighed for den undersøgelse, der skal gennemføres, forklarer hun.

Undersøgelsen skal finde ud af, hvordan forholdene er for elitesvømmere i Dansk Svømmeunion.

Det har man valgt at gøre, fordi i DR-dokumentaren "Svømmestjerner - Under overfladen" fortæller flere både tidligere og nuværende svømmeprofiler om ydmygende træneradfærd og kontroversielle metoder i jagten på danske svømmemedaljer.

- Det er efter min mening en rigtig og velovervejet beslutning, Pia Holmen har truffet. Det er vigtigt, at der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved den kommende undersøgelses uafhængighed. Det er den alt for vigtig til, forklarer Frank Jensen, der er Team Danmarks bestyrelsesformand.

Undersøgelsen går i gang inden for de kommende uger, og der forventes en afslutning i løbet af efteråret.

Facebook
Twitter