Svømmeformand trækker sig: 'Det ændrer ikke på vores ønske om at fastholde mistillidsvotummet'

De 26 underskrivende klubber på et mistillidsvotum til Dansk Svømmeunions bestyrelse vil have alle bestyrelsespladser til valg.

Der har været meget uro i Dansk Svømmeunion i kølvandet på den såkaldte svømmesag. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Onsdag valgte formanden i Dansk Svømmeunions bestyrelse, Lars Jørgensen, at trække sig fra sin post.

Lars Jørgensens tilbagetræden vil ske i forbindelse med generalforsamlingen i Dansk Svømmeunion i slutningen af april.

- Jeg har besluttet at træde tilbage som formand for bestyrelsen i Dansk Svømmeunion. Dette sker, da jeg ikke ønsker, at mit virke skal stå i vejen for, at Dansk Svømmeunion kan genvinde sine kræfter og arbejde fremadrettet med at hjælpe og støtte 300 svømmeklubber og cirka 190.000 aktive overalt i Danmark.

- Tilliden til, at jeg kan stå i spidsen for bestyrelsen, er ikke solidt funderet. Derfor er det bedst, jeg trækker mig, siger Lars Jørgensen i pressemeddelelsen.

En rapport fra Kammeradvokaten afslørede i begyndelsen af 2020 store ledelsesmæssige svigt og stærkt kritisable forhold for de danske elitesvømmere, som blev afsløret i DR-dokumentaren 'Svømmestjerner - under overfladen'.

Det medførte, at daværende direktør i svømmeunionen, Pia Holmen, fratrådte sin stilling. Men den efterfølgende håndtering af sagen fik 26 svømmeklubber til at stille et mistillidsvotum til bestyrelsen.

De 26 klubber stillede et mistillidsvotum til bestyrelsen i Dansk Svømmeunion 10. december i det forgangne år. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Men det ændrer ikke på noget i forhold til de 26 klubbers mistillidsvotum, at formanden nu træder tilbage.

- Det ændrer ikke på vores ønske om at fastholde mistillidsvotummet, indtil vi har enighed om, at alle poster i bestyrelsen kommer på valg ved førstkommende generalforsamling, siger Fritz Ganzhorn, formand i svømmeklubben Brøndby Vest og medunderskriver på mistillidsvotummet.

Fritz Ganzhorn har, som formand i en af de 26 underskrivende klubber, siddet til forhandlinger med Dansk Svømmeunion for at finde en løsning, på mistillidsvotummet.

- Jeg vil sige, at vi har haft nogle superkonstruktive drøftelser med repræsentanter fra svømmeunionens bestyrelse. Vi er ikke kunnet blive enige, så vi er enige om at være uenige, og har nu fremstillet to modeller.

- Vi synes, at det vigtigste er, at det bliver klart for alle klubberne og hele medlemsdemokratiet i dansk svømning, hvor uenighederne står. Vi har tilbudt et kompromis, hvor man i stedet for et mistillidsvotum finder en mindeligere og måske endda bedre løsning ved at blive enige om at have valg til samtlige pladser. På den måde kan demokratiet sammensætte en ny bestyrelse, siger Fritz Ganzhorn.

Det handler ikke kun om Pia Holmen

I forbindelse med Pia Holmens fratrædelse som direktør i Dansk Svømmeunion bakkede bestyrelsen op om Pia Holmen til en international toppost som vicepræsident i Det Europæiske Svømmeforbund (LEN).

- Det handler ikke kun om Pia Holmen. Det handler om, at vi synes, at ledelsen ikke har gjort deres arbejde godt nok i Dansk Svømmeunion.

- Det mistillidsvotum handler om, at de underskrivende klubber mener, at ledelsen, som sådan, herunder bestyrelsen, som sådan, i Dansk Svømmeunion, har fejlhåndteret og svigtet deres rolle som ledelse under svømmesagen, og bearbejdelsen af svømmesagen er de efter vores opfattelse også fejlet med, siger Fritz Ganzhorn.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter