Svømmeren Lotte Friis optages i Hall of Fame

Lotte Friis vandt som aktiv medaljer ved både OL, VM og EM. Nu er hun optaget i sportens Hall of Fame.

Lotte Friis er ved Sport 2018 blevet optaget i sportens Hall of Fame.

Den tidligere svømmer stoppede sin aktive karriere i en alder af bare 29 år. Hendes unge alder til trods kunne hun alligevel se tilbage på en succesfuld karriere i bassinet.

Lotte Friis vandt både medaljer ved OL, EM og VM.

I billederne herunder kan du se nedslag i Friis’ flotte karriere.

2008 – OL-bronze i Beijing

(Foto: Thomas Wilmann)

Lotte Friis svømmede sig til bronze ved OL i Beijing på 800 meter fri, der gennem hele karrieren var hendes foretrukne disciplin. Den bare 20-årige Friis beskrev sejren som ’uvirkelig’. Medaljen blev vundet efter en sensationel sprint på de sidste 50 meter, hvor Friis indhentede to sekunder på en rumænsk konkurrent og nappede altså tredjepladsen. Friis var bare et enkelt sekund fra sølvmedaljen.

2009 – VM-sølv og –guld

(Foto: Teitur Jönasson)

VM på langbane i Rom blev et af Lotte Friis’ bedste stævner. Først sikrede hun sølv på 1500 meter fri, og få dage senere gjorde hun det endnu bedre, da hun i ny mesterskabsrekord vandt guld i tiden 8.15,92 minutter. Det var første gang i historien, at en dansker vandt to individuelle medaljer ved samme verdensmesterskab. Før Friis havde Mette Jakobsen i 1991 vundet bronze i både 4x200 meter fri og individuelt i 200 meter fri.

2009 – Verdensrekord på 1500-meteren

(Foto: Kreutzmann Nanna)

Samme år som Friis’ to medaljer ved VM lykkedes det hende som den første dansker i nyere tid at sætte en verdensrekord. Det gjorde hun på 1500-meteren på kortbane i tiden 15.28,65. Rekorden blev sat i Birkerød Svømmehal.

2010 – To gange EM-guld

(Foto: Michael Sohn)

Lotte Friis havde i en alder af bare 22 år etableret sig i verdenseliten. En plads, hun cementerede ved EM i Ungarn med to guldmedaljer på henholdsvis 800 meter fri og 1500 meter fri. Friis vandt ved samme stævne også en bronzemedalje på 400 meter fri.

2011 - VM-sølv og guld igen

(Foto: Jens nøRgaard Larsen)

Lotte Friis vandt igen en sølv- og en guldmedalje ved VM. Men i forhold til verdensmesterskaberne to år forinden, byttede hun rundt på rækkefølgen. Friis vandt altså guld på 1500-meteren og sølv på 800 meter fri. Her bliver hun fejret på Københavns Rådhus.

2012 - Nedtur i London

OL-London:Svømning, Finale: Lotte Friis i 800 m. Fri. Lotte Friis blev nummer 5. (Foto: henning Bagger © Henning Bagger/Scanpix)

OL i London gik ikke, som Lotte Friis havde håbet. På favorit-disciplinen 800 meter fri gik Friis fuldstændig i stå og endte på en femteplads i en tid, der var langt fra hendes bedste.

2013 - To gange VM-sølv

(Foto: TAMI CHAPPELL)

Havde det ikke været for svømmefænomenet Katie Ledecky, havde Lotte Friis ikke bare vundet guld ved VM på langbane i Barcelona, danskeren ville også have sat ny verdensrekord på 1500 meter fri. Friis kæmpede fra start til slut en hård kamp mod den blot 16-årige amerikaner, der vandt med bare to sekunder ned til danskeren. På 800-meteren var historien den samme, og Friis måtte igen ’nøjes’ med sølvmedaljen efter Ledecky.

2016 – Syvendeplads ved OL

(Foto: DAVID GRAY)

Allerede i 2010 fortalte Lotte Friis åbent, at hun efter OL i London to år senere ville tage sin karriere et år af gangen. Hun afviste endda, at hun ville blive ved helt indtil OL i Rio i 2016. Men hun var alligevel med i Brasilien. Friis’ bedste resultater lå dog bag hende, og derfor var det ikke så overraskende, at hun måtte nøjes med en syvendeplads i finalen på 800 meter fri.

Facebook
Twitter