Svømmeunionen trækker i land: Dropper danske stjerners deadline

Danske svømmestjerner som Jeanette Ottesen og Lotte Friis får ekstra tid til at beslutte næste skridt i karrieren.

Der var optræk til ballade mellem flere af de danske svømmestjerner og Dansk Svømmeunion sidste måned, da unionen lagde pres på de største danske profiler til at finde ud af, om de vil være en del af programmet frem mod EM på kortbane i København om et år.

Deadline ville være ved årsskiftet, men det fik den nykårede verdensmester på kortbane Jeanette Ottesen til at rase.

- Jeg lever lidt fra dag til dag og vurderer min svømmekarriere fra måned til måned. Jeg elsker stadig at svømme, men hvis de virkelig gerne vil have os med i dette game, må de også væbne sig med tålmodighed, sagde Jeanette Ottesen til DR Sporten i november.

- Jeg tror, at jeg er klar til at give dem et svar engang i 2017, men jeg tror ikke, at jeg er klar til at give dem et svar inden nytår, sagde hun.

Men nu har Dansk Svømmeunion vendt på en tallerken. På et pressemøde tirsdag var sportschef Lars Green Bach klar i spyttet. Der er ikke nogen deadline ved nytår.

- Man skal respektere, når man er det sted i karrieren, hvor de er, så tager man tingene et skridt af gangen, og der er lang tid til næste år. Derfor er det helt naturligt, at man tager tingene et skridt af gangen, forklarer han.

Deadline bliver i stedet ved oktober næste år, hvor de skal tilmelde sig til kvalifikationsstævnet i Greve, der også er de danske mesterskaber.

- Dem der svømmer under kravtiden der er i betragtning til landstrænerens endelige trup, siger Lars Green Bach.

EM i kortbane i 2017 kommer til at blive afholdt i Royal Arena i København.

Facebook
Twitter