Under sin højre arm har den tidligere elitesvømmer Anders Lie Nielsen en tatovering af de olympiske ringe.
Den minder ham om, at han nåede det, han drømte om med sin svømning, da han to gange repræsenterede sit land ved OL.
Men for den tidligere svømmer står ringene i huden også som et symbol på en tid, der førte til depression, bulimi og angst.
Anders Lie Nielsen flygtede fra Det Nationale Træningscenter (NTC) i 2012 for at komme væk fra det usunde miljø, som den daværende landstræner Paulus Wildeboer dyrkede, og som flere tidligere svømmere stadig har men efter i dag.
Minderne om tiden på landsholdet og NTC betyder, at den tidligere OL-svømmer stadig ikke er klar til at vende hjem til det land, han tilbragte tusindvis af timer i bassinet for at repræsentere.
- Når jeg tænker tilbage på Danmark, så tænker jeg tilbage på de sidste par år, som var præget af negativitet. De er en stor del af mig. At være ekstremt fokuseret på én ting. At være ekstremt fokuseret på vægt, siger han.
DR Sporten har besøgt Anders Lie Nielsen i den irske hovedstad, Dublin, for at høre hans historie, som er den seneste i en lang række af fortællinger om svømmere, der er blevet mærket for livet, efter deres tid på det danske landshold i årene mellem 2003 og 2013.
Første møde med svømmeeliten
Det hele begyndte med sommerfugle i maven og store drømme, da Anders Lie Nielsen for første gang satte sine ben på NTC i 2009.
Lige som alle andre unge svømmere, der blev inviteret på NTC, var ambitionen for den dengang 17-årige svømmer at komme med til OL.
- Hvis du ville være succesfuld i dansk svømning, blev du nødt til at træne på NTC. Hvis du ville med på træningslejre med landsholdet, så var der en bedre chance, hvis du svømmede på NTC under Paulus (Wildeboer, red).
NTC er stedet, de bedste svømmere i kongeriget samles, og her var der rig mulighed for at vise sig frem for den daværende landstræner Paulus Wildeboer, der havde billetten til landsholdet og OL.
Og der gik ikke lang tid, før Anders Lie Nielsen tiltrak sig opmærksomhed fra landstræneren – dog ikke på en måde, som han havde håbet. Den tidligere svømmer husker med stort ubehag en af de første træninger under Wildeboer.
- Alle blev taget op af vandet undtagen mig. Han råbte, jeg var tyk og min teknik var dårlig. Det var en fejl, at han tog mig ind på NTC, sagde han. Så skulle jeg svømme en serie alene, mens alle andre var ude af vandet, siger Anders Lie Nielsen.
- Efter jeg kom op af vandet, var jeg helt færdig. Jeg græd, og jeg var så ked af det, fordi jeg følte, at han ikke så mit værd.
Efter episoden trøstede de andre svømmere Anders Lie Nielsen, og fortalte ham, at han ikke skulle tage sig af det.
”Det er bare Paulus. Du skal ikke lægge for meget i det, det er bare sådan, det er her”, sagde de til ham.
Det gik hurtigt op for den 17-årige Anders Lie Nielsen, at de havde ret. Det var sådan, det var, men han tog landstrænerens ord til sig.
- På det tidspunkt troede jeg bare, at jeg var svag, og jeg nok skulle tabe mig. Så begyndte jeg bare at lade være med at stille spørgsmål og følge metoderne.
Livet på vægten
Det blev startskuddet til et usundt forhold til krop og vægt for Anders Lie Nielsen.
Kampen mod grammene blev ensbetydende med kampen for at nå til tops, og som så mange andre svømmere i den periode, gik han til.
Selvværdet stod og faldt med, om han vejede 71,9 eller 72,1 kilo.
- Der blev ikke kun fokuseret på, hvor godt jeg svømmede eller trænede, men hvordan jeg så ud - eller faktisk ikke kun hvordan jeg så ud, men hvor tyk jeg var.
Han fortæller, at der var offentlige vejninger hver morgen, og alle prøvede ihærdigt at veje så lidt som muligt. Alle kneb blev taget i brug af svømmerne, og for Anders Lie Nielsen tog det hurtigt overhånd.
- Der var ikke noget med at drikke vand, inden vi gik op på vægten. Man tog så meget tøj af som overhovedet muligt. Svede så meget som overhovedet muligt og tørre svedet helt af, inden man kom op på vægten. For mig begyndte det så også at sprede sig til, at jeg begyndte at kaste op også. Både om aftenen og inden jeg blev vejet om morgenen.
Det nye miljø fik store konsekvenser for Anders Lie Nielsen, der hurtigt udviklede bulimi, og spiseforstyrrelsen tog kun til.
- Fra sommeren 2011 til sommeren 2012 var det rigtig slemt for mig. Vi var på træningslejr op til OL stort set halvdelen af tiden. Vi var væk hjemmefra og isoleret som et hold. Det hele var fokus på svømning og på vægt. For mig betød det, at jeg begyndte at bruge bulimien endnu mere som et værktøj til, at jeg kunne kontrollere stressniveauer og angst.
Hvad havde du angst for?
- Ikke at komme til OL. Det ville have været det værste outcome for mig. Hvis jeg stod i 2012 og ikke havde kvalificeret mig. At jeg ville være gået igennem alt det her for ingenting.
Men Anders Lie Nielsen kom til OL, hvor han var en del af det danske hold på 4x200 meter fri-distancen.
Men da OL var ovre, og barndomsdrømmen var opnået, var det også på tide at vinke farvel til NTC for Anders Lie Nielsen. Det var nødvendigt.
- Jeg vidste inderst inde, at jeg ikke kunne klare det mere. Jeg vidste, at det ville blive endnu værre, hvis jeg blev ved med at være der. Jeg havde ikke lyst til at se, hvad der ville ske, hvis jeg blev ved med at være i det miljø.
Svømmeglæde i USA
I begyndelsen af 2013 flyttede Anders Lie Nielsen til USA for at svømme på University of Michigan. Her stiftede han bekendtskab med en svømmekultur, hvor der var mere fokus på svømning og mindre på vægt. Det gav ham lysten til at svømme tilbage, og han mener, at det reddede karrieren, der senere førte ham til OL i Rio i 2016.
- Vi havde i alt 20 OL-medaljer på holdet, og jeg svømmede på et helt andet niveau end i Danmark. Jeg så, at de her svømmere var så glade for, hvad de gjorde. Hvor stolte de var som personer. De vækkede en helt anden appetit og motivation i mig. Nu kom motivationen indefra og ikke udefra. I stedet for at blive motiveret med ris, blev jeg motiveret med ros, siger han.
Men Anders Lie Nielsen havde stadig bulimien med i bagagen. Han brugte spiseforstyrrelsen, når han tvivlede på egne evner eller befandt sig i en presset situation.
- Jeg kunne ikke styre, hvad der kom udefra, men jeg kunne styre, hvor meget jeg spiste, og hvor meget jeg kastede op.
”Jeg er ikke svag – jeg er stærk”
Det er svært at lide af en spiseforstyrrelse, men for Anders Lie Nielsen fyldte kombinationen af hans køn og bulimi meget. Han følte, at det var et tabu, som han ikke var stærk nok til at bryde, da han var aktiv svømmer. Han savnede fokus på, at mænd også kan lide af spiseforstyrrelser, og det gør han stadig.
- I mine egne øjne var jeg mindre mand, fordi de her ting skete for mig.
Hvorfor er det ikke mandigt?
- Du er i en lille badebuks. Du står foran tusindvis af mennesker og viser din krop frem. Du kan ikke gemme noget som helst. Du står ved siden af andre toptrænede eliteatleter, som er sindssygt stærke og i form. Det ideelle mandlige billede er en stor, stærk fyr. Det dér med at kontrollere sig selv med at kaste op var bare ikke en del af det billede.
Men Anders Lie Nielsen vil bryde tabuet, og det er også en af grundene til, at han nu fortæller sin historie. Han håber, at han dermed kan hjælpe til, at samfundet accepterer, at alle kan blive ramt af spiseforstyrrelser – også mænd.
- Jeg er ikke svag, fordi jeg kæmper med de ting her. Tværtimod synes jeg, at jeg er ret stærk, at jeg sidder her og fortæller om de her ting. Jeg håber, at jeg kan motivere andre mennesker til også at fortælle deres historie. Eller bare at spørge om hjælp, siger han.
Anders Lie Nielsen håber, at han ved at fortælle sin historie kan hjælpe andre på samme måde, som andre svømmeres fortællinger de seneste uger har hjulpet ham. Men skridtet har ikke været nemt.
-Det er rigtig, rigtig ubehageligt for mig. Men jeg synes, at det er vigtigt. Jeg håber, at folk kan indse det tidligt og få den hjælp, de har brug for. Jeg ville ønske, at der var nogen, der så de tegn, som jeg havde sendt ud, og havde hjulpet mig.
I dag lider han stadig af bulimi, men arbejder med at kontrollere sygdommen.
”Ledelsen i svømmeunionen vidste det”
Anders Lie Nielsen har aldrig tidligere talt om sin bulimi og konsekvenserne af at være på NTC og det danske landshold.
Men da han så DR-dokumentaren ”Svømmestjerner – Under Overfladen” og de seneste uger har oplevet, hvordan flere svømmere er stået frem med deres historier, følte han, at det var tid til at gøre op med fortiden.
- Det gør mig så ked af det, at folk har gået igennem de her ting uden at få den hjælp, som de skulle have. Hvor mange har I talt med? 30-35 svømmere? Det er for sindssygt for mig at tænke på, at unionen har vendt ryggen til og nu siger, at vi lyver.
Dansk Svømmeunion har på den ene side undskyldt og beklaget, men fastholdt samtidig senest i går på DIF’s årsmøde, at unionens egen research viser, at der ikke fandt offentlige vejninger sted mellem 2005 og 2008 under landstræneren Mark Regan, efter nye retningslinjer i 2005 dikterede, at vejninger skulle ske i aflukkede lokaler.
Unionen siger også, at den stoppede det, efter den blev gjort opmærksom på, at Paulus Wildeboer i 2010 fortsat lavede offentlige vejninger.
DR Sporten har været i kontakt med 30 tidligere og nuværende svømmere, der fortæller, at de offentlige vejninger fortsatte efter retningslinjerne blev indført i 2005.
Det samme fortæller Anders Lie Nielsen i lighed med andre svømmere om de tre år mellem 2009 og 2012, hvor han var under Paulus Wildeboer.
For Anders Lie Nielsen står det klart, hvem der vidste hvad på daværende tidspunkt i dansk topsvømning.
- Der er ingen tvivl om, at ledelsen i Dansk Svømmeunion vidste det. Det var offentligt. Livredderne i vores svømmehal vidste det, siger han.
- Vi har jo haft et helt support-staff omkring os med fysioterapeuter og assistenttræner, som alle har været til stede, når det her er sket. Så der er i mine øjne ingen tvivl om, at Dansk Svømmeunion vidste, hvad der skete, siger han.
Han kan heller ikke forstå, hvis Paulus Wildeboers ekstreme træningsmetoder er kommet bag på svømmeunionen, da de ansatte hollænderen i 2012.
- Det var jo ikke Paulus’ første trænerjob, da han blev landstræner for Danmark. Der er mange, der kendte til hans metoder internationalt. Det var ligesom den, han var. Enten har de 100 procent ignoreret det, fordi de har vidst det. Eller også har de ignoreret det, efter de har fået det at vide. Begge ting er lige slemme i mine øjne.
- Jeg føler nærmest, at de er ligeglade med mig. De er ligeglade med os som svømmere. De tænker mere på Dansk Svømmeunion som helhed. Med hvor mange resultater dansk svømning har fået. I stedet for de individuelle svømmere. Det gør mig så ked af det og rigtig, rigtig såret.
I dag bor 28-årige Anders Lie Nielsen i Dublin, og han ved ikke, om han nogensinde vender tilbage til Danmark. Han indstillede svømmekarrieren i 2017, og siden da har han ikke været i en svømmehal.