Tilfreds dansk svømmechef efter EM: Fremragende resultater

Det blev til fire medaljer og en shitstorm ved EM i svømning. Et EM, Danmark godt kan være bekendt, mener sportschef i Dansk Svømmeunion Lars Green Bach.

De danske holdkapper fik to medaljer ved EM, i 4x100 m medley og 4x100 m fri. (Foto: Darko Bandic © Scanpix)

Tre sølvmedaljer og én af bronze samt en shitstorm af dimensioner omkring Pernille Blume. Det blev facit for det danske svømmelandshold ved EM i Glasgow, der sluttede i aftes.

Dét aftryk er sportschef i Dansk Svømmeunion Lars Green Bach tilfreds med, når han over for DR skal evaluere mesterskaberne med danske briller.

- Jeg står med en god fornemmelse, fordi de gode resultater var klart i overtal. Vi leverer nogle fremragende resultater undervejs under dette EM. Det har været hårdt for alle, men der var mange ting, der lykkedes, siger sportschefen og fortsætter:

- Alle vores tre holdkapper har været i finalerne, og to af dem er kommet på podiet. Det er en central del af vores strategi i dansk svømning at arbejde med holdkapperne, fordi det skal være med til at give os den bredde i toppen af dansk svømning, som er afgørende for, at vi kan være med i årene fremover, siger han.

Lars Green Bach lægger vægt på, at EM har haft deltagelse af både de helt unge som Thea Blomsterberg og de mere rutinerede svømmere.

- Jeg er ikke bekymret for fremtiden i dansk svømning. Vi arbejder hele tiden på at optimere alt, hvad vi kan omkring de allerbedste og så kontinuerligt med at styrke talentudviklingen. Præstationerne ved dette EM er et resultat af, at vi både har nogle, der kan være med helt fremme og så nogle, der præsterer godt, selv om de debuterer.

Mennesker, ikke robotter

Pernille Blume-sagen har medført en del omtale, men det har ifølge sportschefen ikke skygget for det gode indtryk, han står med.

- Det er mennesker, vi har med at gøre, det er ikke robotter, vi programmerer til at svømme inde i bassinet. Og når man har med mennesker at gøre, så ved man, at ting kan ske, som man ikke har planlagt. Jeg synes, at alle har forsøgt at håndtere det på bedst muligt vis, siger han.

- Somme tider træffer vi mennesker nogle valg, som vi bagefter ved nærmere refleksion, finder ud af ikke var de allerbedste, og det har Pernille gjort og det har jeg stor respekt, siger sportschefen.

Nu skal den danske indsats ved EM evalueres, og det gælder ikke kun Pernille Blumes ageren i bassinet.

- Det er ikke kun Blume, der skal evalueres. Vi skal evaluere alle løbene, som vi plejer at gøre, og så må vi se, hvad der kommer af refleksioner efter det.

De danske EM-medaljer:

Mie Ø Nielsen, Rikke Møller Pedersen, Emilie Beckmann, Pernille Blume, (4x100 meter medley): Sølv

Emilie Beckmann, (50 meter butterfly): Sølv

Pernille Blume, (50 meter fri): Sølv

Mie Ø Nielsen, Julie Kepp Jensen, Emily Gantriss, Signe Bro, Pernille Blume, (4x100 meter fri): Bronze

Facebook
Twitter