Tobias Bjerg missede VM-finale efter omsvømning

21-årig svømmer satte samme indledende tid som russeren Kirill Prigoda, men i en direkte duel om en plads i finalen var russeren bedst.

Tobias Bjerg (th.) måtte ud i omsvømning om pladsen i VM-finalen i 50 meter brystsvømning. (Foto: Patrick B. Kraemer © Scanpix)

Tirsdag blev en begivenhedsrig dag for Tobias Bjerg.

Først satte den 21-årige svømmer dansk rekord, da han kvalificerede sig til semifinalerne i 50 meter brystsvømning ved VM på langbane i Sydkorea, og i semifinalen satte han igen rekord, da hans fingre ramte pladen efter 27,08 sekunder.

Men dagen var ikke slut endnu for Tobias Bjerg, for nok var tiden som den ottendebedste af de 16 semifinaledeltageres lige netop god nok til finalen, men tiden var også den samme som den, Kirill Prigoda fra Rusland satte i semifnalen forinden.

Dermed måtte de to svømmere ud i en ekstra svømning om den sidste plads i VM-finalen for de otte hurtigste på distancen.

- Jeg er glad. Jeg har en chance, og det er megafedt. Jeg får et løb mere i dag. Nu gælder det om at få hjernen på det rette sted, og den her gang er det kun én, jeg skal slå. Jeg er sikker på, jeg kan gøre det, sagde han til TV 2 Sport efter semifinalen.

Et par timer senere måtte Tobias Bjerg så i vandet igen mod 23-årige Kirill Prigoda, der var favorit mod Tobias Bjerg.

Men det var ikke til at se. De to svømmere lå side om side nærmest fra start til mål, og på de sidste meter så det endda ud til, at Tobias Bjerg lå forrest.

Men Prigodas indslag var bedre timet end Bjergs, og russeren vandt med tiden 27,09 sekunder mod Bjergs 27,16 sekunder.

Dermed gik den ottende og sidste plads i finalen til Kirill Prigoda - mens Tobias Bjerg fik høstet både erfaring, en stor oplevelse, en niendeplads og en dansk rekord.

- Det var lidt ærgerligt, men det er okay. Jeg kom for at svømme, og nu har jeg svømmet tre gange, så det er næsten som at have været i finalen, sagde Bjerg efter omsvømningen til TV2 Sport.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk