Ung dansker splitsekund fra EM-medalje

Julie Kepp Jensen fandt igen farten, men det rakte akkurat ikke til en EM-medalje i 50 meter ryg.

Julie Kepp Jensen var bare to hundredele fra en EM-medalje. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Den danske teenagesvømmer Julie Kepp Jensen fortsatte de flotte takter ved kortbane-EM i København lørdag aften.

I finalen i 50 meter ryg var hun blot to hundrededele af et sekund fra bronzevinderen Maaike De Waard.

Julie Kepp Jensen svømmede i tiden 26,42 sekunder, hvilket var mere end godkendt for den 17-årige svømmer.

Hun blev klar til finalen tidligere lørdag, da hun vandt sin semifinale i tiden 26,52 sekunder.

Derimod måtte Mie Ø. Nielsen sande, at semifinalen blev endestationen i disciplinen, da hun sluttede som nummer seks i tiden 26,95 sekunder.

Ungarske Katinka Hosszu vandt EM-guld i tiden 25,95 sekunder, mens sølvmedaljen gik til Alicja Tchórz fra Polen.

Hun svømmede i tiden 26,09 sekunder.

/ritzau/