Unionen svarer tilbage på svømmernes angreb: 'Han ville ikke ændre holdning'

Dansk Svømmeunion svarer tilbage på en udtalelse fra de danske svømmere tidligere i dag, hvor man udtrykte mistillid med ledelse.

(Arkivfoto)Dansk svømning får opmærksomhed for alt andet end resultater lige for tiden. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Dansk svømning får opmærksomhed for alt andet, end hvad der sker i bassinet lige for tiden.

I går valgte Dansk Svømmeunion at ophøre samarbejdet med trænerne Martin Truijens og Mads Bjørn Hansen med øjeblikkelig virkning en måned før VM i Sydkorea.

Tidligere i dag udsendte svømmeren Daniel Skaaning så en erklæring på vegne af alle de danske svømmere, hvor man udtrykte, at man har mistet tilliden til den nuværende ledelse i Dansk Svømmeunion.

Nu svarer Dansk Svømmeunion tilbage med en udtalelse fra formanden Lars Jørgensen angående den igangværende sag.

- Jeg vil gerne sige, at ledelsen i Dansk Svømmeunion i denne sag har handlet ansvarligt og med rettidig omhu. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at langt de fleste i dansk svømning - både svømmere og ledere - gerne havde set Martin Truijens fortsætte sin trænergerning på vores Nationale Træningscenter, skriver han.

- Men ledelsen i Dansk Svømmeunion har påpeget nogle ting i Martins måde at forvalte trænergerningen på, som vi mente skulle justeres for at passe til den måde, vi i Danmark gerne vil kombinere elitesport og et godt liv. Den præmis har Martin desværre ikke accepteret, og han har derfor opsagt sin stilling. Både vi og Team Danmark har gjort, hvad vi kunne for at få ham til at ændre holdning. Men det ville han ikke. Og det må vi så respektere. Og derfor mener jeg også, at det er rigtigt at samarbejdet ophører nu, lyder det fra formanden.

- Jeg ved, at vi i denne proces har kørt et tæt parløb med Team Danmark, og at Team Danmark til fulde deler vores holdning i denne sag. Vi er meget taknemmelige for den opbakning, Team Danmark har vist os i den forbindelse, forklarer Lars Jørgensen.

De danske svømmere sagde tidligere i dag, at de er overrasket over, at Dansk Svømmeunion vælger at tage sådan en beslutning lige nu her op til VM.

- Svømmerne på NTC er meget forbavset over den situation, som ledelsen har sat os i. De river fundamentet og stabiliteten, kort inden VM, væk under os og har ikke været i stand til at løse de problemstillinger, som har været presserende. Ikke nu - og ikke i tiden helt tilbage til 2004 og frem til i dag, skriver Daniel Skaaning.

Svømmeunionen ønsker ikke at komme med yderligere kommentarer.

Facebook
Twitter