Kulturminister Mette Bock (LA) vil have klarlagt, hvad danske svømmere er blevet udsat for i forbindelse med træning på Det Nationale Træningscenter og på landsholdet, og derfor skal der sættes en uvildig undersøgelse i gang.
Det meddeler hun, efter at hun i dag har holdt møde med Dansk Svømmeunion, Dansk Idrætsforbund, Team Danmark og en række svømmere.
- Vi har besluttet, at DIF og Team Danmark tager initiativ til, at der bliver foretaget en uvildig undersøgelse og redegørelse. Det vil sige, at det ikke er dem, der skal stå for det, og det er heller ikke ministeriet, der skal stå for det. Vi skal have en uafhængig tredjepart til at belyse, hvad det er, der er foregået i de år, siger kulturminister Mette Bock.
Udmeldingen kommer i kølvandet på, at der de seneste uger er blevet sat fokus på de træningsmetoder, der blev praktiseret på Det Nationale Træningscenter og landsholdet i svømning i årene mellem 2003 og 2013.
DR1-dokumentaren ”Svømmestjerner - Under overfladen” blev sendt for et par uger siden, og den viser, hvordan en træningskultur med offentlige vejninger og nedladende kommentarer fra landstrænere har fået store fysiske og psykiske konsekvenser for en række danske svømmere, og det har blandt andet ført til spiseforstyrrelser, depression og angst for flere af de tidligere svømmere.
Dansk Svømmeunion har på den ene side undskyldt og beklaget, men fastholdt samtidig i weekenden på DIF’s årsmøde, at unionens egen research viser, at der ikke fandt offentlige vejninger sted mellem 2005 og 2008 under landstræneren Mark Regan, efter at nye retningslinjer i 2005 dikterede, at vejninger skulle ske i aflukkede lokaler.
Unionen siger også, at den stoppede de offentlige vejninger, efter at den blev gjort opmærksom på, at den tidligere landstræner Paulus Wildeboer i 2010 fortsat lavede offentlige vejninger. Det er en række tidligere svømmere også er uenige med svømmeunionen i.
'Dybt rystet'
Kulturministeren har stor respekt for de tidligere elitesvømmere, som har taget bladet fra munden og fortalt om deres oplevelser, men hun frygter, der er flere endnu derude, som er forblevet tavse. Derfor opfordrer hun nu alle til at stå frem.
- Der skal meget mod til at stå frem, og nogle af svømmerne har jo skader, som de stadig har eftervirkninger af, og der kan være flere, som ikke tør stå frem, siger hun.
- Dels må vi finde ud af, hvor stort problemet er, men vi må også finde ud af, hvorfor det ikke er kommet frem tidligere? Hvorfor har man ikke turdet stå frem? Det er vi nødt til at få belyst.
Mette Bock er ikke kun overrasket over sagens omfang, men også ”dybt rystet”, da den ikke stemmer overens med det billede af dansk idræt, hun formidler til resten af verden.
- Når jeg tager ud i verden og fortæller om den danske idrætsmodel, så lægger jeg altid vægt på, at man ser det hele menneske, og man ikke kun tænker på medaljer. At man har et ordentligt liv undervejs, men også bagefter, siger hun.
Hos Team Danmark har atleternes historier berørt bestyrelsesformand Frank Jensen, fortæller han, og han mener, at idrætten i Danmark skal tage ved lære af deres beretninger.
- Undersøgelsen skal klarlægge, hvordan det her kunne ske, så vi fremover passer bedst muligt på atleterne. Der skal komme noget positivt ud af denne her sag. Det skylder vi atleterne, siger Frank Jensen i en pressemeddelelse.
Kulturministeren ønsker en hurtig undersøgelse og redegørelse, og hun forventer, at den ligger klar på den anden side af sommerferien.
DR Sporten har været i kontakt med 30 tidligere og nuværende svømmere, der fortæller, at de offentlige vejninger fortsatte, efter at retningslinjerne blev indført i 2005.
Siden dokumentaren har flere tidligere svømmere valgt at dele deres historier om tiden på landsholdet i den pågældende periode.
DR Sporten har uden held forsøgt at få en kommentar fra Dansk Svømmeunion til kulturministerens udmelding.