Synd og skam

Det synes ikke at være faglig- heden, der præger toppen af Dansk Håndbold Forbund.

Kurt Lassen, DR Sportens redaktionschef, revser DHF's top. (Foto: DR © DR)

DR Sportens ekspertkommentator Leif Mikkelsen er ikke i tvivl. Såmænd heller ikke TV2’s af slagsen, Bent Nyegaard.

De efterlyser begge en sportschef i Dansk Håndbold Forbund som garant for, at den overordnede håndboldfaglige linje hos landstrænerne holder sig i sporet. Så den i hvert fald ikke får lov at køre så meget af sporet, som i det seneste skræmmende eksempel under den nu detroniserede kvindelandstræner Brian Lyngholm.

Vi taler såmænd ikke om to tilfældige revsere af vinterhalvårets nationalsport. Mikkelsen og Nyegaard er det nærmeste vi kommer offentlighedens faglige kontrolinstans eller folkets sportschefer om man så må sige.

Funderet igennem årtiers klub- og landsholdsarbejde med en væsentlig medieberøring både under og efter respektive trænerkarrierer. For Leif Mikkelsens vedkommende garneret med en langvarig civilprofession som personalechef. Altså, koryfæer med mandat til at udlægge håndboldteksten.

Men de taler åbenbart for døve øren. Og det er da synd og skam, når det ikke ligefrem synes at være lige netop fagligheden, der tynger DHFs politiske top. En top, der har forholdt sig bemærkelsesværdig tavs i efterspillet på Lyngholms exit.

Ubehjælpsom formand

Jovist, formand Carsten Thybo udtalte sig torsdag aften til DR Sporten på noget nær ubehjælpelig vis om endnu en evalueringsproces efter evalueringen af decembers fiasko-EM spillere og træner imellem.

Den efterrationalisering ønskede DHF-formanden ikke at blande sig i. Det var alene et anliggende mellem Lyngholm og spillerne. Sagde Thybo til DR Sporten. Mens forbundets direktør H. C. Jacobsen for en uge siden understregede, at de kvindelige landsholdsspilleres mistillid til Lyngholm var kommet fuldstændig bag på ledelsen i DHF.

Jamen, det tror da pokker, når formanden ikke føler sig forpligtet til at følge med i, hvad der foregår. Han var ikke i nærheden af evalueringsmødet mellem spillere og trænere i Århus, fordi han pinedød skulle være på plads med rød-hvidt halstørklæde under herrernes VM i Tyskland. Direktøren lige så.

Personaleansvar i praksis

Thybo og Jacobsen var selvfølgelig til stede ved kvindernes EM i Sverige. Meget tættere kommer man vel ikke personaleansvar i praksis. De har adgang til omklædningsrum, træningsseancer og spillerhotel. Akkurat som ved herrernes VM, hvor omklamringen da var til at få øje på. Også fra læskedrikkende sponsorchefer og andet godtfolk.

Thybo rundede kvindernes EM af med en kommentar om, at han fremdeles bakkede Brian Lyngholm 100 procent op. En støtteerklæring, der faldt fra 100 til 0 i løbet af en telefonsamtale med en spillerrepræsentant samt et kvarters avislæsning og en historie i Ekstra Bladet om et spilleroprør og dyb mistillid til Lyngholms trænermæssige kvaliteter.

Det var der ligesom ikke meget evaluering i, selvom det ret beset og i sagens tilspidsede natur helt efter bogen var Lyngholm selv, der tog sit gode træningstøj og gik.

Det kan da godt være, at Brian Lyngholms faglige kompetence ikke var tidssvarende. Men en sportschef var måske faldet over papirernes tvivlsomme CV, allerede inden Lyngholm fik jobbet.

Den nyudnævnte interimløsning på kvindesiden i skikkelse af den tidligere succestræner Jan Pytlick plæderede i forlængelse af Leif Mikkelsens kritik i DR Sporten torsdag aften for en sportschef i lynaflederen og sparringspartnerens rolle i DHF.

Helt tilbage i 1997 gjorde aftrædende kvindelandstræner Ulrik Wilbek det samme. Han forhandlede sågar med forbundet om selv samme position, fordi han anså det for et drømmejob. I dag og torsdag aften var han mere tøvende. Hvorfor, kan man spørge.

Wilbek reelt sportschef?

Handler det i virkeligheden om, at Ulrik Wilbek de facto allerede har en position som sportschef i DHF? Eller er det signal og ønske om øgede beføjelser i den genforhandling af herrelandstrænerkontrakten, der står lige for døren? Begge dele er gangbare motiver.

Ulrik Wilbek har øjensynligt svært ved at nikke godkendende til en sportslig overordnet. Et eller andet sted med rette, fordi hans faglige overmand i dansk landsholdssammenhæng er svær at få øje på. Omvendt bør ingen enkeltperson være i stand til at hæve sig over et sportsligt forehavende af så nationalfølsom karakter.

Men så længe den politiske ledelse ikke formår at manifestere sig mere slagkraftigt end Carsten Thybos udenomssnak i DR Sporten, er der frit slag for alle andre aktører. Og det er både synd og skam.

Hvad synes du om DHFs håndtering af sagen om Brian Lyngholm og hans exit som landsholdstræner? Log ind i debatten herunder og giv din mening til kende!

 

ExternalContent

Facebook
Twitter