Tårevædet svensker havde en skrue løs i katastrofalt VM-øjeblik

OL-guldvinderen Sebastian Samuelsson var årsagen til, at det svenske landshold missede medaljerne ved VM i skiskydning for blandede hold.

Sveriges Sebastian Samuelsson trøstes efter VM-skuffelsen. (Foto: © 10040 Anders Wiklund/TT)

Sebastian Samuelsson var opløst i tårer, mens resten af den svenske VM-lejr kløede sig i håret.

Hvad skete der lige for OL-guldvinderen fra 2018? Hvordan kunne en nærmest sikker VM-medalje i skiskydning for blandede hold ende med en skuffende 9. plads?

- Det var en forfærdelig oplevelse, konstaterede Sebastian Samuelson, der efterfølgende måtte trøstes til NRK.

- Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skød forbi. Jeg havde en god fornemmelse og følte, at jeg skød i midten af skiven, men jeg skød forbi alligevel.

Sveriges landstræner Jean-Marc Chabloz var også målløs.

- Det var en lortedag. Det er en katastrofe for ham. Jeg kan ikke helt forklare det, sagde Jean-Marc Chabloz.

Svaret er så simpelt, at det næsten er komisk.

Efter onsdagens VM-konkurrence gik Sveriges teknikere ind i sagen og fandt frem til, at den 25-årige Sebastian Samuelsson havde haft en skrue løs. Eller rettere - det havde hans riffel.

  • Sebastian Samuelsson tager sigte, inden han opdager, at han skyder skævt. (Foto: © 10040 Anders Wiklund/TT)
  • I målområdet må Sebastian Samuelsson trøstes efter de glippede medaljer. Norge løb med guldet. (Foto: © 10040 Anders Wiklund/TT)
1 / 2

'Hvad fanden foregår der?'

De to skruer, som binder riflens skæfte sammen med metalløbet, var ikke skruet ordenlig i inden VM-finalen, og derfor ramte Sebastian Samuelsson ikke sit mål, selvom sigtet var indstillet på medaljer.

- Det var en af de hårdeste dage i min karriere, og jeg er meget skuffet. Jeg vil dog fortsat tro på mine egne evner og ser frem mod onsdagens sprint, skriver Sebastian Samuelsson på Instagram.

Christian Borch, skisportsekspert for Viaplay, forstår til fulde, hvorfor Sebastian Samuelsson er skuffet.

- Hvad fanden foregår der, tænkte jeg. Så meget plejer Samuelsson ikke at misse, siger Chritian Borch.

Han er netop ankommet til VM-byen Oberhof i Tyskland, hvor han skal agere træner for den danske skiskytte Joachim Weel Rosbo. Da Sebastian Samuelsson løftede sin riffel, sad Christian Borch dog med hænderne på rattet og kørte på de tyske motorveje.

Han kunne ikke forstå, hvad han hørte fra sin sidemakkers telefon.

- Det er i den helt store kategori, det er ret katastrofalt. Den slags fejl sker med mekanik, der skal skrues fra hinanden og samles igen, men det må ikke finde sted ved en VM-finale, understreger Christian Borch.

Riflerne til skiskydning skilles ad og samles igen, når de skal rengøres, eller når de skal transporteres, fortæller han.

- Jeg prøvede noget lignende ved et motionsløb i Aarhus for syv år siden – jeg følte, jeg skød skidegodt, men ramte en halv meter ved siden af. Det bruger jeg stadig som et eksempel til de danske udøvere. Det sidder i mig, men forestil dig, at lave en så betydningsfuld fejl ved et VM.

Sebastian Samuelsson vandt både guld og sølv ved vinter-OL i Pyeongchang i 2018. (Foto: © 10010 Janerik Henriksson/TT, Janerik Henriksson)

Til tops eller ud med et brag

Skisportseksperten sammenligner Samuelssons løse skruer med en cykel, hvor alt andet end styret er toptunet - du vil gerne dreje til højre, men kører til venstre.

Eksemplerne er mange, når Christian Borch skal forklare betydningen af et løst skæfte.

- En millimeters bevægelse i hånden, betyder en forskel på 2,5 centimeter på målet. Er målet 5,5 centimeter bredt, skyder du let ved siden af, siger han.

Sebastian Samuelsson får en ny mulighed for at indstille sigtekornet på lørdag, når han deltager i herrenes sprint, hvor danske Joachim Weel Rosbo også vil være at finde i startfeltet.

Skuffelsen sidder med al sandsynlighed stadig i Samuelsson, men den tidligere OL-guldvinder skal nok rejse sig, mener Christian Borch.

- Enten får han et energikick og brager til tops, eller også falder han helt igennem. Jeg tror på det første, siger han.