Taylor indlagt efter knockout

Jermain Taylor er indlagt efter lørdag aftens uhyggelige knockout i Super Six-turneringen, og der er tvivl om, hvorvidt amerikaneren fortsætter i turneringen.

Jermain Taylor (t.v.) må blive på hospitalen efter han blev knockouted af Arthur Abraham (t.h.). (Foto: Robert Schlesinger © Scanpix)

Jermain Taylor er indlagt med en alvorlig hjernerystelse og hukommelsestab, efter at den amerikanske supermellemvægter lørdag aften brutalt blev knockoutet med få sekunder tilbage af Super Six-opgøret mod Arthur Abraham.

Taylor ramte kanvassen så hårdt, da han gik i gulvet, at han efterfølgende havde store smerter i hovedet og blev ved med at spørge om hvilken omgang, han var blevet slået ud i. Han har nu gennemgået flere skanninger og undersøgelser.

- For at blive helt rask skal han blive på hospitalet formentlig i flere dage. Han bliver i Berlin i flere dage, fordi han ikke må flyve, siger Taylors promotor Lou DiBella til ESPN.

Taylor står til at møde Andre Ward og Andre Dirrell i den højtprofilerede turnering, som også har deltagelse af den danske verdensmester Mikkel Kessler. Men det er endnu ikke besluttet, om Taylor fortsætter i turneringen, slår DiBella fast.

- Jermains helbred er det vigtigste. Om han fortsætter eller ikke fortsætter i turneringen er ikke en beslutning, vi træffer i dette øjeblik. Han blev slemt knockoutet og er derfor suspenderet af helbredsmæssige grunde, som alle andre boksere bliver det. Det andet er ikke noget, vi tænker over lige nu, siger DiBella.

Hvis Taylor eller en af de øvrige fem boksere trækker sig, er det på forhånd bestemt, at pladsen overtages af Allan Green.

 

 

Facebook
Twitter