TD-direktør skal søge egen stilling

Team Danmarks Michael Andersen søger sin egen stilling, når hans kontrakt udløber.

Stillingen som Team Danmark-chef er slået op, og dermed skal den siddende direktør Michael Andersen søge sit eget job, hvis han vil fortsætte. (Foto: DR © DR Sporten)

Michael Andersen har siddet sikkert i sædet som direktør for Team Danmark siden 2006. Men han sidder lidt mere usikkert, efter at stillingen er blevet slået op.

Det betyder, at Michael Andersen nu skal søge sin egen stilling, og at Team Danmarks bestyrelse skal tage stilling til ham og et større ansøgerfelt i åben kamp om direktørposten.

Han fortæller, at der ikke er den store dramatik i det, men erkender også, at det ikke er sikkert, det bliver ham, som fortsætter som direktør.

- Når en kontrakt udløber, så er det sådan med de gældende regler i statens regi. Jeg er glad for mit job, og der har været en ekstern evaluering af mit arbejde, så jeg har en god dialog med formanden og bestyrelsen omkring de her ting, siger Michael Andersen.

Det bliver først i november og december, at Team Danmarks bestyrelse tager stilling til ansøgerne og begynder processen med at ansætte en direktør. 

Og det kan ende med en ny mand i direktørstolen.

 - Når man går i opslag, kan man aldrig udelukke noget som helst. Men vi har til gengæld markeret over for Michael Andersen, at vi gerne ser hans ansøgning, siger bestyrelsesformand Frank Jensen, der også er overborgmester i København.

Og bestyrelsen kan også godt regne med, at der lander en ansøgning fra den siddende direktør.

- Jeg trives rigtig godt i det her job, og jeg har været glad for det i alle de år, jeg har været ansat. Og det tror jeg også, jeg vil være i de sidste måneder, og jeg håber, der går et stykke tid, før det er de sidste måneder, siger Michael Andersen.

- Jeg synes, det er et fantastisk job at være direktør i Team Danmark. Men det tror jeg da også, at der er mange andre, der synes.

- Der er OL i Rio og et i Tokyo og mange fremover, så der er mange spændende oplevelser og arbejdsopgaver. Så det er også et meget privilegeret job, lyder det fra Michael Andersen.

/ritzau/

Facebook
Twitter