Team Danmark-direktør fratrådte fem måneder før OL: ’Jeg valgte min familie’

Lone Hansen var hårdt presset af coronahåndteringen på arbejde. Og da et nært familiemedlem døde og et andet blev alvorligt syg, blev det for meget for hende.

- Jeg havde som mål, at Team Danmarks kommunikation først og fremmest skulle handle om at anerkende atleternes og trænernes store indsats. fortæller Lone Hansen. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

Fra sin tid som karatekæmper på det danske landshold er Lone Hansen vant til at slås med én modstander ad gangen.

Men som direktør i Team Danmark var hun sidste år oppe mod to hårde modstandere på samme tid: Coronapandemien og alvorlig sygdom i familien.

Til sidst havde Lone Hansen kæmpet så længe, at hun ikke så en anden udvej end at kaste håndklædet i ringen.

Det fortæller Lone Hansen i et interview med DR Sporten efter to måneders tavshed, hvor spekulationerne om årsagen til hendes afsked med Team Danmark har haft frit spil.

For tidspunktet for Team Danmark-direktørens fratrædelse – fem måneder før sommerens udsatte OL i Tokyo - mere end antydede, at afskeden ikke var helt så udramatisk, som den blev fremstillet i januar.

Dengang nøjedes Lone Hansen med at konstatere, at hun havde haft ’en meget spændende, men også krævende rejse sammen med dansk eliteidræt’, og at tiden nu var kommet ’til at give stafetten videre til en ny ledelse’.

Og Team Danmarks bestyrelsesformand, Lars Krarup, takkede blot den afgående direktør for hendes indsats gennem seks år uden at give nogen nærmere forklaring på direktørens pludselige fratrædelse.

Men efter en periode, hvor Lone Hansen har haft brug for at trække sig fra offentligheden, begrunder hun nu sit ønske om at give stafetten videre med to begivenheder, som har tæret hårdt på hendes arbejdsliv og privatliv.

OL i Tokyo er udskudt et år og skal efter planen skydes igang den 23. juli (Foto: Issei kato © Scanpix)

Som Team Danmark-direktør var hun udsat for et ekstremt arbejdspres i det første år med coronakrisen.

hjemmefronten kæmpede hun med død og alvorlig sygdom i den nærmeste familie.

Og det var den kombination af professionelle og private udfordringer, der fik hende til at træffe beslutningen om at forlade Team Danmark:

- Corona-året 2020 var et utroligt hårdt år for alle i Team Danmark. Jeg var ved at knække nakken, siger hun og henviser bl.a. til, at Team Danmark er en statslig organisation, som agerer i et politisk krydsfelt med meget stor bevågenhed fra regering, folketing, idrætsforbund, atleter, medier og fans.

For den tidligere Team Danmark-direktør var det imidlertid de private udfordringer, som gjorde udslaget.

I foråret døde Lone Hansens lillebror. Og i efteråret blev et andet nært familiemedlem ramt af en livstruende sygdom.

- Jeg var virkelig i krise og ønskede bare at have fokus på min familie, siger hun.

I sin juleferie besluttede Lone Hansen derfor, at hendes udfordringer var blevet for store.

- Jeg havde et par telefonsamtaler med Team Danmarks bestyrelsesformand, Lars Krarup, som endte med, at jeg bad om en fratrædelsesordning. Jeg valgte min familie. Og det havde han stor forståelse for, understreger Lone Hansen.

Nye mediespekulationer

Kort tid efter Lone Hansens fratrædelse fremgik det imidlertid af Team Danmarks stillingsopslag, at eliteidrætsorganisationen ikke blot ville erstatte hende med en ny direktør. Hendes stilling skal overtages af to nye direktører:

En administrerende direktør med en kommerciel profil og en direktør, som skal have fokus på det sportslige arbejde og samarbejde med specialforbundene i Danmarks Idrætsforbund.

Cykelrytteren Lasse Norman Hansen vinder OL-guld i Omnium til legene i London i 2012. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Bestyrelsens nye ledelsesstrategi kunne tolkes som en erkendelse af, at Lone Hansen havde haft flere opgaver end én direktør magtede.

Samtidig udtalte Lars Krarup til Jyllands-Posten, at bestyrelsen ’vil løfte Team Danmark både kommercielt og kommunikativt til igen at være eliteidrættens stemme, som Team Danmark var engang, men måske ikke er lige nu’.

Og det gav igen anledning til spekulationer om årsagen til Lone Hansens fratrædelse.

Kritik for lovbrud

Stillingsopslagets stærke kommercielle fokus blev kritiseret af den tidligere idrætsforsker Claus Bøje for at være et brud på eliteidrætsloven, som slår fast, at ’Team Danmark er en selvejende institution, der har til formål at udvikle dansk eliteidræt på en social og samfundsmæssig forsvarlig måde’.

- Den kritik har jeg ikke så mange kommentarer til. Det en opgave, som den nye ledelse må tage sig af, siger Lone Hansen.

Bestyrelsesformandens udtalelse om at give eliteidrætten en stærkere stemme end den har i dag, kunne også tolkes som en kritik af Lone Hansens kommunikative evner.

Men sådan opfattede hun det ikke selv.

- Kommunikation er en svær ting. Alle mennesker har forskellige måder at kommunikere på. Nogle stiller sig op på en ølkasse. Jeg havde som mål, at Team Danmarks kommunikation først og fremmest skulle handle om at anerkende atleternes og trænernes store indsats.

Samtidig ville Lone Hansen gerne dreje Team Danmarks kommunikation lidt væk fra at betragte medaljer som det eneste succeskriterie i dansk eliteidræt:

- Lov om dansk eliteidræt nævner ikke medaljer med et ord. Jeg har altid elsket lovens bestemmelse om, at dansk eliteidræt skal udvikles på en socialt og samfundsmæssigt forsvarlig måde, fordi den peger på, at vejen til målet er vigtigere end målet i sig selv.

Af samme årsag kommer Lone Hansen til at savne arbejdet med at udvikle eliteidrætten i en kulturel brydningstid.

En tid, som hun mener, at den danske svømmesag om hårde fysiske og psykiske træningsmetoder, der førte til spiseforstyrrelser, depression og angst blandt danske elitesvømmere, blot er et af mange tegn på.

- Tidligere accepterede handlinger i elitesporten, er ikke længere accepterede. Det er vigtigt, at dansk eliteidræt finder en vej, som følger den generelle udvikling i samfundet. Det er en meget væsentlig opgave for eliteidrætten at tage fat på.

Bestyrelsesformand i Team Danmark, Lars Krarup, leder efter to nye direktører til at tage over efter Lone Hansen. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

’Et helvede at være i’

På den korte bane får hendes to efterfølgere i Team Danmark også travlt med at analysere resultatet af en ny, kritisk arbejdspladsvurdering (APV) på Team Danmarks sekretariat.

Arbejdspladsvurderingen blev besluttet i december, hvor eliteidrætsorganisationens bestyrelse hyrede et eksternt konsulentfirma til opgaven.

- Da jeg bad om en fratrædelsesordning, kendte jeg ikke resultatet af undersøgelsen. Nu har jeg set den. Men det eneste, jeg kan sige om den er, at den er lavet i et corona-år under den største krise i nyere tid. Alt smuldrede. Fundamentet kuldsejlede. Det var et ekstremt hårdt år for alle i Team Danmark og et helvede at være i, siger Lone Hansen.

- Kunne jeg som direktør i Team Danmark have gjort noget anderledes? Ja, det kunne jeg muligvis. Men når jeg kigger tilbage på et år med nedlukning af eliteidrætten, så har vores prioriteter været de rigtige.

På den baggrund ser Lone Hansen tilbage på sine seks år som direktør i Team Danmark med tilfredshed. Hun mener selv, det er lykkedes at bygge bro mellem idrætsforskningen og eliteidrættens organisationer, trænere og atleter.

Lone Hansen håber at vende tilbage til arbejdet med elitesport. Her ses hun sammen med Danmarks Idrætsforbunds tidligere OL-chef Morten Rodtwitt. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

Hun mener også, der er blevet skabt gode relationer mellem Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund, DIF, og endelig peger hun på, at det er lykkedes at tiltrække flere ressourcer til eliteidrætten, i kraft af både de statslige udlodningsmidler og ikke mindst private fondsmidler.

- Jeg er stolt af, at jeg kom i mål med alle mine pejlemærker, siger Lone Hansen.

Som eksempel nævner hun, at danske eliteidrætsudøvere aldrig har fået udbetalt så mange penge, som de gør nu, takket være statslige udlodningsmidler og private midler fra fonde som Novo Nordisk Fonden og Salling Fonden.

Efter stormvejret

På spørgsmålet om, hvad hun er mindst stolt af i sin tid som Team Danmark-direktør, er Lone Hansen dog heller ikke i tvivl:

- Det var vanskeligt at være leder i et stormvejr, som varede i to år. Først brugte jeg mange kræfter på svømmesagen, som gik ud over det fremadrettede fokus på eliteidrættens udvikling. Så kom corona med brandslukning og krisehåndtering, som også spændte ben for arbejdet med de målrettede strategier.

Derfor er hun heller ikke særlig optimistisk på dansk eliteidræts vegne i den nærmeste fremtid:

- Lige nu har jeg en stor bekymring for, hvad corona-nedlukningerne betyder for især hele rekrutteringsgrundlaget i dansk eliteidræt i de kommende år. Det er svært at få øje på noget positivt, når man har været så meget i krise.

På længere sigt kan hun dog få øje på lidt håb:

- Når det stormer, ruskes der op i mange ting. Så kan coronapandemien forhåbentlig ende med, at vi finder nye måder at samarbejde og samles på i eliteidrætten.

Og selv om Lone Hansen fylder 60 år den 1. april, er hun ikke færdig med eliteidræt:

- Jeg har mange tanker om fremtiden. Men lige nu er mit fokus kun på familien.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk