Team Danmark har ondt af volleyballforbund

Det er synd for volleyballforbundet, at de har tabt penge på at føre retssag mod Team Danmark, mener formand.

Carl Holst, bestyrelsesformand for Team Danmark, har ondt af Dansk Volleyball Forbund, som torsdag tabte en sag i Østre Landsret om støttekroner mod eliteorganisationen og skal betale 100.000 kroner i sagsomkostninger.

- Umiddelbart føler jeg stor glæde. At volleyballforbundet skal betale 100.000 kroner i sagsomkostninger er et udtryk for, at det er faldet ud til vores fordel.

- Det er synd for volleyballforbundet, at de 100.000 kroner ikke går til udviklingen af idrætten i stedet, siger Carl Holst.

Volleyballforbundet valgte sidste år at stævne Team Danmark, som i 2009 fratog dansk Volleyball Forbund al støtten.

Ifølge volleyballforbundet havde det i 2007 indgået en støtteaftale, der skulle løbe til og med 2010, og derfor slæbte forbundet Team Danmark i retten.

Op mod halvanden million kroner krævede volleyballforbundet, som ifølge Carl Holst er gået for vidt i sagen.

- Jeg har hele tiden ment, at de har bragt denne sag for vidt. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at vi var på fast grund, men det var jo deres valg, siger bestyrelsesformanden.

Østre Landsret har vurderet, at der var en saglig grund til, at Team Danmark, som på grund af en presset økonomi, valgte at opsige aftalen med volleyballforbundet.

Carl Holst medgiver, at det kunne have fået store konsekvenser for Team Danmark, hvis eliteorganisationen havde tabt sagen. For så kunne andre forbund også gøre krav om erstatning, men han var aldrig i tvivl om udfaldet.

- Det ville have fået store konsekvenser, det er rigtigt, men omvendt har jeg hele tiden anset det for at være fuldstændig urealistisk.

- For at være helt ærlig, så har jeg ikke engang tænkt over det. Denne debat har jeg oplevet mange gange, og volleyballforbundet har truet med det mange gange, siger Carl Holst.

/ritzau/

Facebook
Twitter