Tematirsdag om Sport & Snyd

I en Tematirsdag, som DR2 sender den 8. november, sætter DR Sporten fokus på Sport & Snyd. Den bliver sendt direkte fra Play the Game-konferencen i København.

Robert Hoyzer er årets helt store eksempel på snyd i international fodbold. (Foto: Marc Koeppelmann © Scanpix)

Med kun otte måneder til VM i Tyskland har international fodbold fået alvorlige ridser i lakken. Den ene sag om korruption og aftalt spil ser ud til at afløse den anden.

Alene i år er der afsløret fusk i kampe i blandt andet Brasilien, Tyrkiet, Italien og ikke mindst hos VM-værterne fra Tyskland, der i øjeblikket er plaget af Hoyzer-sagen.

Tematirsdag om Sport & Snyd

I en Tematirsdag, som DR2 sender den 8. november, sætter DR Sporten fokus på Sport & Snyd.

Vi ser blandt andet tilbage på Hoyzer-sagen og på en sag fra Finland, hvor en fodboldklub tabte 0-8. Klubbens træner havde sat et helt hold af til kampen, og det anslås, at der var spillet over 100 millioner kroner på det udfald hos bookmakere i Europa og Fjernøsten.

Vi ser også nærmere på den anden side af snyd i sporten - nemlig doping.

Play the Game

Hele Tematirsdagen bliver sendt direkte fra konferencen Play the Game i DGI-Byen i København. Her mødes omkring 300 mediefolk, forskere og idrætsledere fra hele verden for blandt andet at snakke om korruption, snyd med kampresultater og doping.

Blandt de næsten 100 talere i Københavne er en række topnavne fra international idræt og idrætspolitik. Tidligere verdensmester på 100 og 200 meter, Kelli White, fortæller om, hvordan hun blev en del af USAs største dopingskandale, den såkaldte BALCO-affære.

Den engelske journalist Andrew Jennings rapporterer om bestikkelse blandt fodboldledere. Og en af verdens førende anti-doping fightere, italieneren Sandro Donati, dokumenterer, hvordan organiseret kriminalitet gradvist overtager dopinghandelen.

DR Sporten sender daglige nyhedsindslag fra Play the Game.

 

Facebook
Twitter