16-årige Tauson vinder turnering og tordner op af ranglisten

Verdensranglistens nummer 172 kunne intet stille op mod Clara Tauson i finale i ITF-turnering i Kina.

Clara Tauson vinder sin anden seniorturnering på en måned. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Den danske tennisspiller Clara Tauson demonstrerede søndag sit store potentiale med en ketsjer ved at vinde finalen i ITF-turneringen i Shenzhen i Kina.

I finalen var den 16-årige Tauson oppe mod Fangzhou Liu fra Kina, der er nummer 172 på verdensranglisten.

Men danskeren lod sig ikke imponere og vandt kampen i to sæt. 6-4 og 6-3.

Den 23-årige hjemmebanefavorit lagde dog bedst ud ved at vinde første parti og derefter bryde Tauson i danskerens første serveparti til en føring på 2-0.

Danskeren svarede igen med at bryde kineserens serv, og sådan fortsatte de to med at tabe servepartier frem til stillingen 3-3.

Op omkring nummer 400

Ved stillingen 4-4 kom det afgørende brud, da Tauson bragte sig foran 5-4 og derefter servede første sæt hjem efter 53 minutter.

I andet sæt brød Tauson sin modstander tre gange og tabte kun et af sine egne partier. Dermed vandt hun 6-3 efter 32 minutter.

Med triumfen indtjener Tauson så mange point til WTA-ranglisten, at hun ventes at placere sig omkring nummer 400, når listen opdateres mandag.

I begyndelsen af måneden vandt hun en ITF-turnering i tunesiske Monastir, men her fik hun ingen point til verdensranglisten. I januar strøg hun også til tops i juniorernes Australian Open.

/ritzau/

Facebook
Twitter