18-årig sensation hyldes verden over. Fra dronningen til sportens stjerner: ’En af de største bedrifter nogensinde’

Emma Raducanu vandt natten til søndag US Open. Dermed er hun den første kvalifikationsspiller nogensinde til at vinde en Grand Slam.

18-årige Emma Raducanu har som den første kvindelige tennisspiller vundet en Grand Slam-titel i sit bare andet forsøg. (Foto: Matthew Stockman © 2021 Getty Images)

Da det sidste slag var slået, faldt 18-årige Emma Raducanu til jorden.

Og da hun rejste sig igen, var hendes karriere og hendes liv for altid forandret.

Det kunne ses i hendes ansigt. En tilstand af chok. Som om hun næsten ikke turde tro på, hvad der lige var sket. Men den var god nok. Og da erkendelsen indtraf, brød den nyslåede US Open-vinder ud i lykkelig jubel.

Før det sidste slag i US Open-finalen mod Leylah Fernandez var britiske Emma Raducanu et ungt tennistalent, nummer 150 på verdensranglisten og uden store triumfer på cv’et. Hun var en i mængden. Men med nattens US Open-triumf er hun pludselig blevet enestående i tennishistorien.

18-årige Emma Raducanu måtte gennem en kvalifikationsturnering for overhovedet at komme med i US Open. Hun er dermed den første kvalifikationsspiller nogensinde til at gå hele vejen og vinde en Grand Slam i den såkaldte åbne æra - det vil sige siden 1968.

Emma Raducanu vandt US Open-finalen 6-4, 6-3 over den et år ældre canadiske Leylah Fernandez. Det var den første Grand Slam-finale mellem to teenagere siden 1999. (Foto: Scanpix)

US Open var Raducanus bare anden Grand Slam-turnering i karrieren. Ingen kvinde har før vundet en Grand Slam-titel i så få forsøg.

Den unge komet bliver samtidig den yngste vinder af en Grand Slam-turnering, siden den 17-årige Maria Sharapova i 2004 vandt Wimbledon.

Efter sejren blev Emma Raducanu hyldet af de tusindvis af tilskuere på et udsolgt Arthur Ashe Stadium i New York. Og teenage-sensationen vækker lige nu opmærksomhed og begejstring verden over.

Særligt i hjemlandet hvor både dronningen og premierministeren har taget sig tid til at lykønske deres nye nationalhelt.

- Det er en bemærkelsesværdig præstation i så ung en alder, og et vidnesbyrd om dit hårde arbejde og indstilling, skriver dronning Elizabeth i en besked til Raducanu.

- Hvilken sensationel kamp! Du viste ekstraordinære evne, ro og mod. Vi er alle enormt stolte af dig, skriver den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter.

Emma Raducanu er den første britiske Grand Slam-vinder i kvindesingle siden 1977. (Foto: JOHN G. MABANGLO)

En stjerne er født

Også flere af tennissportens største koryfæer har været ved tasterne efter sejren.

Blandt andre de tidligere Grand Slam-vindere Simona Halep, Andy Roddick, Rod Laver, Billie Jean King og Martina Navratilova.

- En stjerne er født, skriver tjekkisk-amerikanske Martina Navratilova, som selv vandt 18 Grand Slam-tilter i sin karriere.

Raducanu gik sejrrigt gennem både kvalifikationsturnering og hovedturneringen ved US Open uden at tabe et eneste sæt. 10 kampe, 10 sejre og 20-0 i sæt.

- Det er er muligvis en af de største bedrifter i sport nogensinde. Jeg er så glad på hendes vegne. At hun har gjort det uden at tabe et sæt er ikke normalt. Det er uhørt.

Den tidligere britiske topspiller Tim Henman roser ikke kun Raducanu for hendes præstation i US Open. Han sender også store ord efter hendes fremtid.

- Hun kommer til at vinde flere Grand Slam-titler. Hun er så god. Det her er ikke et engangs-eventyr, siger Tim Henman.

I andet sæt snublede Raducanu på banen og slog sit knæ til blods i et forsøg på at returnere en bold. Hun blev tilset af en fysioterapeut, inden hun genoptog kampen og servede sejren hjem. (Foto: Scanpix)

Uden for tennissportens verden har Emma Raducanus sejr også skabt reatkioner.

Fodboldstjerner som Harry Kane, Jack Grealish og Marcus Rashford lykønsker den nye britiske tennisstjerne på de sociale medier. De samme gør fodbodklubben Manchester United og det engelske fodboldlandshold.

Selv popgruppen Spice Girls har på Twitter kommenteret på nattens begivenheder.

- Wow. Fantastisk tennis fra Leylah Fernandez og Emma Raducanu. Det er girlpower det der! Tillykke Emma.

En begejstring, der deles af Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon.

- Jeg mistænker den her finale for at blive en af de sportsbegivenheder, vi taler om i de kommende årtier.

Facebook
Twitter