Anti Doping Danmark: Risikoen for en dansk Sharapova-sag er lille

Der er endnu ikke nogen danske udøvere, der er testet positive for brug af meldonium.

Sharapova er blevet testet positiv for brugen af stoffet meldonium. (Foto: Franck Robichon © Scanpix)

Udsigten til, at en dansk udøver bliver taget for brug af det stof, der fældede Maria Sharapova, meldonium, er ganske lille. Det mener Anti Doping Danmark (ADD).

Årsagen er den, at meldonium ikke bare er forbudt af Wada (Det Internationale Anti-Doping Agentur), men heller ikke må bruges i medicinsk behandling i Danmark. I mange østeuropæiske lande er det tilladt til brug i medicinsk behandling.

- Vi kan bekræfte, at siden meldonium blev gjort ulovligt 1. januar, er der ingen danske atleter, der har testet positive for det. Så vi har ikke nogen grund til at tro, at det er udbredt i Danmark, siger Kim Højgaard Ravn, direktionskonsulent i Anti Doping Danmark, og uddyber:

- Risikoen for at blive taget for en dansk udøver er lille, fordi stoffet ikke er godkendt til behandling i Danmark. Der vil ikke være danske udøvere, der har kunnet modtage lovlig behandling med dette stof i Danmark, siger Kim Højgaard Ravn og fortsætter:

- I forhold til Wadas regler for doping i idræt er det de samme regler, der gælder på tværs af alle lande. I forhold til brugen til behandling i sundhedsregi er det ikke godkendt til brug i Danmark, men dét er det primært i de østeuropæiske lande, siger han.

Russiske Maria Sharapova har taget meldonium i 10 år, men i januar i år blev det gjort forbudt af Wada. En information, den russiske superstjerne havde misset.

Anti-doping app

Præcis den situation mener Kim Højgaard Ravn ikke, at danske udøvere bør havne i.

- Vi oplyser hvert år inden nytår om ændringer, der træder i kraft ved årsskiftet omkring de stoffer, der optræder på dopinglisten, direkte til specialforbundene, der så informerer udøverne. Derudover har det stået på vores hjemmeside som hovedbanner på forsiden fra en måned før ændringerne har trådt i kraft, siger han.

- Derudover har vi udviklet en app, hvor man som udøver eller træner har mulighed for at abonnere på at få en besked, hver gang der kommer en ændring i dopinglisten. Og man kan oven i købet også taste den medicin, man bruger, eller vil til at bruge, ind og så få besked om, hvorvidt den er forbudt.

Har I på baggrund af Sharapova-sagen fået henvendelser fra danske forbund eller atleter, og vil I øge informationsniveauet omkring meldonium?

- Vi har ikke fået nogen henvendelser fra danske udøvere, og vi oplever egentlig, at vores oplysningsindsats er lykkedes i forhold til ændringerne af dopinglisten i år, siger Kim Højgaard Ravn.

- Vi øger ikke umiddelbart informationsniveauet, for vi har gjort meget for at orientere forbund og udøvere, og udøverne kan som sagt orientere sig ved denne app, som vi som de eneste i verden har, siger han.

Anti Doping Danmark understreger, at det i sidste ende er atleternes eget ansvar at holde sig orienteret om udvikling i de forbudte stoffer.

- Det er ultimativt altid atleternes eget ansvar at holde sig orienteret. Det er ærgerligt, når atleter bliver testet positive, især når det er uforvarende. Sharapova har jo selv sagt, at hun havde modtaget en mail fra Wada, som hun ikke havde været opmærksom på, og det tager hun det fulde ansvar for.

Facebook
Twitter