Brug for en Wimbledon-erstatning? Grand slam-vindere klar til turnering i Give og Silkeborg

Otte af Danmarks bedste tennisspillere spiller torsdag og fredag turnering i Give og Silkeborg.

Frederik Løchte Nielsen (tv.) vandt i 2012 Wimbledon i herredouble. I dag spiller han invitationsturnering i Give. (Foto: Stefan Wermuth © Scanpix)

Når sommeren nærmer sig, plejer forventningens glæde at stige i tennisverden. For så er det ved at være tid til verdens største og mest prestigefyldte tennisturnering, Wimbledon.

Men i år er Wimbledon aflyst på grund af coronakrisen, alle professionelle tennisturneringer er

suspenderet
frem til 1. august, og for tennisfans er forventningens glæde afløst af frustrerende ventetid.

Men mens det

legendariske
tennisanlæg i Wimbledon står tomt, samler topspillere med grand slam-titler på cv’et nu igen ketsjeren op for at spille turnering – i Give og Silkeborg.

For en stund er tennis-tomrummet ovre. For på banerne i Give Tennisklub og ØBG Tennis i Silkeborg bliver der i dag og i morgen afholdt en invitationsturnering for otte af de bedste tennisspillere fra Danmark.

- Mange af de gode spillere er hjemme lige nu, fordi den internationale tennis er lukket ned. Og det, tænkte vi, var en oplagt chance for at forsøge at samle dem og skabe et fedt event herhjemme, nu hvor sporten er åbnet mere op i Danmark, siger næstformand og sportschef i Give Tennisklub, Lars Baes.

- Og så sagde de sgu alle sammen ja med det samme. Selvom vi har inviteret store navne, havde de ingen krav. De var bare ivrige for at være med og få lov til at spille turnering igen.

Holger Rune er tidligere verdensetter på juniorniveau og har vundet grand slam-turneringen French Open for juniorer. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Blandt deltagerne er de danske tennisprofiler Holger Rune og Frederik Løchte Nielsen, som begge er vant til at spille på den store internationale tennisscene, og som begge kan skrive grand slam-vinder på cv’et.

Klubberne har ikke mulighed for at åbne turneringen op for tilskuere, så kampene vil i stedet blive

streamet
på klubbernes Facebook-sider.

Siden annonceringen af turneringen har interessen dog vokset sig så stor, at også tv-stationen Eurosport er kommet ombord og viser kampene på sine kanaler i både Danmark, Sverige og Norge. Arrangørerne har også fået flere lokale sponsorer til at bakke op, så der spilles om en præmiesum på 35.000 kroner.

- Det er et forsøg på at skabe et seværdigt event i en sportsfattig periode. Og et forsøg på at få dansk tennis

promoveret
lidt for danskerne. Så det er superfedt, at Eurosport synes, at det er spændende, og at de gerne vil sende det. Jeg tror også, der er mange, der bare sukker efter at se noget tennis, siger Lars Baes.

Selvom det bliver uden tilskuere, forventer Lars Baes topmotiverede spillere og spændende kampe.

- Jeg så 20 minutter af en kamp fra den tyske fodboldliga i weekenden, og så slukkede jeg, fordi det virkelig var kedeligt uden tilskuere. Det virkede lidt som om, at spillerne følte det lidt som en træningskamp. Når de jublede, var det ret halvhjertet. Men der tror jeg, at tennisspillere er vant til at finde tændingen i deres egen lille

zone
, en mod en. Så jeg tror ikke, det får konsekvenser for spillernes præstation og underholdningsværdien for seerne, at der ikke er tilskuere på.

Turneringen starter torsdag klokken 12, og alle kampene kan ses på klubbernes Facebook-sider og Eurosport.dk

Fredagens semifinaler og finale vil også kunne ses på Eurosport2.