Caroline Wozniacki afviser OL-kritik

Sportslige hensyn ligger til grund for Caroline Wozniackis beslutning om at ikke bo i OL-byen.

(Foto: Dylan Martinez © Scanpix)

Det udløste kritik fra Dansk Idræts Forbunds Aktivkomité, da det i sidste uge kom frem, at Caroline Wozniacki havde besluttet sig for at bo uden for OL-byen under legene i London senere denne sommer.

I stedet har danskeren valgt at bo tæt på Wimbledon-anlægget, hvor også OL-turneringen i tennis afvikles.

Caroline Wozniacki er ikke selv blevet konfronteret med kritikken, men hun forholdt sig til den, da hun mandag eftermiddag havde trænet på Wimbledons anlæg.

- Jeg har kun talt med Jesper Frigast om det (elitechef i DIF, red.), og vi syntes begge, at det handler om at kunne præstere bedst muligt.

- 90 procent af de spillere, som tror på medalje i tennisturneringen bor tæt på Wimbledon-anlægget af praktiske hensyn, siger Caroline Wozniacki.

- Det tager mere end en time at komme fra OL-byen til Wimbledon, og med det kaos og trafik, der vil være under OL, kan det tage 1,5 eller 2,5 timer. Og begynder det så at regne, må man sidde og vente i stedet for at tage tilbage, siger hun videre.

Det danske tennises ærgrer sig dog over at ikke skulle være en del af det danske OL-fællesskab.

- Selvfølgelig. Jeg synes, at det var super hyggeligt for fire år siden i Beijing. Det havde jeg også valgt denne gang, hvis det havde ligget tættere på. Jeg ville gerne følge den danske teamspirit i OL-byen, siger hun.

/ritzau/

Facebook
Twitter