Clara Tauson debuterer ved Australian Open: 'Hun har kvaliteterne til at nå rigtig langt'

Den danske tennisspiller Clara Tauson spiller første kamp ved grand slam-turneringen Australian Open natten til tirsdag.

I nat indleder Clara Tauson sit første Australian Open-eventyr. (Foto: © Jerry Lai, Ritzau Scanpix)

Godt nok er hun kun 19 år gammel. Men danske Clara Tauson er allerede godt og grundigt i gang med at slå sit navn fast i toppen af international tennis.

Og natten til tirsdag får den allerede højt profilerede tennisspiller endnu engang mulighed for at bevise, at det er lige der, hun hører til. I toppen af international tennis, altså.

Natten til tirsdag står den danske tenniskomet nemlig ansigt til ansigt med verdens nummer 97, Astra Sharma, i første runde ved grand slam-turneringen Australian Open.

Efter en flot foregående sæson er forventningerne store til den danske tennisspiller, mener tennisekspert og kommentator hos Eurosport, Michael Mortensen.

- Hun er en stjerne i svøb. Altså hun har de spillemæssige kvaliteter til at gå rigtig langt i turneringen, siger Michael Mortensen.

Clara Tauson vandt to WTA-titler i sidste sæson. (Foto: © GONZALO FUENTES, Ritzau Scanpix)

Udover at vinde sine to første WTA-titler cementerede Clara Tauson også sin position blandt verdens 50 bedste kvindespillere i singlerækken i sidste sæson, og forud for hendes første Australian Open er hun oppe som verdensranglistens nummer 39.

Høje forventninger er derfor berettigede, mener tenniseksperten.

- Hun er en spiller med et meget højt niveau, der allerede har slået nogle af verdens allerbedste spillere, og hun har sendt et tydeligt signal til sine kolleger om, at de skal have respekt for hende. Bare hun ikke bliver ramt af endnu en skade, siger Michael Mortensen.

Netop det sidste har dog vist sig at blive en realitet.

Grus i maskineriet?

Optakten til duellen med den australske tennisspiller har nemlig ikke været optimal for Clara Tauson, da hun fredag i sidste uge pådrog sig en mindre lårskade.

Siden da har hun dog oplevet en del fremgang - så meget, at hun faktisk ikke mærker så meget til den længere. Det fortæller tennisspilleren til Ritzau.

- Jeg spillede med noget tape på de første par dage, men behandlerne har været rigtig gode ved mig og givet mig en masse tæsk, så jeg har det godt nu, siger Clara Tauson.

Alligevel har den nylige skade sat sit præg på danskerens forventninger til turneringen. Skaden tvang hende nemlig til at udgå af optaktsturneringen til årets første grand slam, og det har været grus i maskineriet på den 19-årige danskers optaktsplaner.

- Jeg har ikke de helt store forventninger. Vi er stadig i starten af året, og jeg fik ikke så mange kampe, som jeg håbede på, i min første optaktsturnering. Så jeg har ikke nogen forventninger om at vinde en hel masse kampe.

- Men jeg håber selvfølgelig på at spille noget god tennis, og så må vi se, hvor langt det rækker, siger Clara Tauson.

Hos tenniseksperten er håbet, at skaden ikke ligger og lurer i baghovedet på den danske Clara Tauson. Kommer hun 100 procent over den, har hun nemlig mulighed for at gå rigtig langt, mener han.

- Jeg forventer helt klart, at hun vinder i første runde, og i anden runde vil der så nok vente hende en klassemodstander i Anett Kontaveit fra Estland. Men der er jo ikke en spiller, som hun ikke kan slå, siger Michael Mortensen.

Clara Tauson spiller sin første kamp ved Australian Open natten til tirsdag. Kampen kan følges på Eurosport.

Clara Tauson har allerede stået over for flere af verdens allerbedste tennisspillere. Her er det australske Ashleigh Barty, hun giver hånd til efter en kamp ved 2021-udgaven af US Open. (Foto: © Robert Deutsch, Ritzau Scanpix)