Clara Tauson slår verdens nummer syv: ’Det var ikke lige noget, jeg havde regnet med’

Tauson vandt over Kontaveit i to sæt og er for første gang klar til tredje runde i en grand slam-turnering.

Det er første gang, at Clara Tauson går videre til tredje runde ved en grand slam-turnering. (Foto: JAMES GOURLEY © Ritzau Scanpix)

Den danske tenniskomet Clara Tauson slår overraskende verdensranglistens nummer syv, esteren Anett Kontaveit, ud af Australian Open i anden runde.

Det gør hun med cifrene 6-2, 6-4.

Da sejren var i hus, fik 19-årige Tauson en kæmpe klapsalve af publikum på Margaret Court Arena, der har plads til 7500 tilskuere.

Og klapsalven var fortjent. Den unge dansker viste hele sit repertoire - sin store kølighed og totale kompromisløshed. Der var tale om underholdende og effektivt spil.

- Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal sige. Jeg havde det så godt, og jeg hørte en masse mennesker heppe på mig. Det gav mig en masse selvtillid, og jeg spillede en rigtig god kamp, siger Clara Tauson.

Det var da også en af karrierens helt store bedrifter, den 19-årige danske tenniskomet kunne sætte flueben ved, da hun efter to timer og 19 minutter kunne række armene i vejret.

- Det er en af de store sejre. Den er i hvert fald i top-3. Det var ikke lige noget, jeg havde regnet med, sagde Tauson efter kampen.

Og at det var en af de helt store sejre, er tenniskommentator på Eurosport, Michael Mortensen, enig i.

Han er ikke bange for at kalde det en af de bedste kampe, han har set Tauson spille.

- Hun spillede med en autoritet og en spilleglæde, som var ud over det sædvanlige, og det er en af det mest helstøbte præstationer i hendes karriere, lyder det fra Mortensen.

Droppede den oprindelige plan

Danskeren var på forhånd udråbt som underdog mod Kontaveit, der ligger nummer syv på verdensranglisten.

I en underholdende kamp spillet i blændende solskin på Margaret Court Arena havde Tauson dog så godt styr på esteren, at hun mere eller mindre droppede at følge den plan, som hun havde lagt før kampen med træner Olivier Jeunehomme.

- Vi havde en plan om, at jeg skulle spille en hel masse baghåndskryds med hende, fordi det er et af mine store våben, og fordi hun rigtig godt kan lide at slå forhåndskryds.

- Men jeg følte, at jeg havde det godt, og at jeg kunne klare forhåndsduellen med hende. Så jo længere hen vi kom i kampen, jo mere lod jeg mit spil gå frit og tænkte ikke så meget over planen.

Det er ellers ikke hverdagskost, at så urutinerede tennisspillere har held med at gå uden for kampplanen, lyder det fra Michael Mortensen.

Men ifølge tenniskommentatoren formåede den danske teenager at tage temperaturen på kampen og tidligt sætte sig i respekt over for modstanderen. Noget, man især kunne se på danskerens serv, hvor det ikke blot var førsteserven, som lynede.

- Det kræver stor tillid til andenserven at turde gå ekstra hårdt efter førsteserven, og den tillid havde hun i kampen mod Kontaveit. Hun servede med stor variation, og når førsteserven glippede, var andenserven næsten lige så god. Den slags kræver selvtillid og tro på egne evner, siger Mortensen.

Kunne håndtere modgangen

I løbet af kampen var den unge dansker kun i problemer et par gange i andet sæt, da en tydeligt frustreret Anett Kontaveit formåede at få brudt Tausons serv til 3-1 og 4-2.

Begge gange lykkedes det dog teenageren at svare tilbage med det samme med sine egne servegennembrud, og derfor nåede hun aldrig at frygte et muligt comeback fra esterens side.

- Selv om hun fik et break i andet sæt to gange, så følte jeg egentlig stadig, at jeg spillede rigtig godt. Sejren er en stor præstation for mig. Det er noget af det, jeg gerne har villet opnå længe - at slå de bedste spillere i de store turneringer, siger Tauson.

Og det lover da også godt for fremtiden, at Tauson allerede nu virker som om hun ved, hvordan hun skal håndtere de mindre gode perioder, som uundgåeligt vil komme i en tenniskamp.

- Det er et tegn på, at hun har det mentale overskud, lyder der fra Michael Mortensen.

- Hun ved godt, at hun ikke kan undgå at få små udfald i kampen, men hun kløer bare på i andet sæt, og til sidst kyser hun jo fuldstændig sin modstander.

Clara Tauson skal i tredje runde møde 27.-seedede Danielle Collins. I deres hidtil eneste møde i 2020 sendte amerikaneren Tauson ud i anden runde af French Open.

Kampen skal spilles lørdag på et endnu ikke oplyst tidspunkt.

/ritzau/