Danmarks nye Wozniacki spiller "mere drenget"

Caroline Wozniacki imponerer stort i WTA-sæsonfinalen, mens afløseren på drenget facon gør det samme i den svenske hovedstad.

Clara Tausons forbillede er Caroline Wozniacki, men det 14-årige stortalents spillestil er anderledes drenget.

Caroline Wozniacki beviser i disse dage i WTA-sæsonfinalen, at hun er lavet af noget helt særligt og er den største tennisspiller i dansk historie.

To stensikre sejre i de to første gruppespilskampe mod verdens nummer 4, Eline Svitolina, og verdens nummer 1, Simona Halep, har sikret den danske tennisdarling kvalifikation til semifinalerne i Singapore.

Danskeren skal blot stille til start og gennemføre fredagens kamp mod Caroline Garcia, så er pladsen blandt de fire sidste hjemme.

Wozniackis talent er usædvanligt og så stor en tennisstjerne får Danmark næppe igen lige foreløbigt. Eller hvad?

Afløseren kunne være den blot 14-årige Clara Tauson, der fredag spiller kvartfinale i ITF-turneringen i Stockholm.

Sidste år blev hun danmarksmester som 13-årig som den yngste nogensinde. Inden da havde Caroline Wozniacki den titel, da hun blev danmarksmester som 14-årig i 2004.

Der er altså visse ligheder mellem de to lyshårede tennisfænomener. Bare ikke i spillet på banen.

- Jeg spiller meget aggressivt og vil meget gerne til nettet. Jeg spiller lidt mere drenget end Caroline. Piger står meget på baglinjen og står bare og slår. Jeg kan godt lide at komme til nettet og spille lidt anderledes, siger Clara Tauson, der trods forskellene i spillestil er fuld af beundring for Caroline Wozniacki, og unge Tauson er kun glad for at blive sammenlignet med sit forbillede.

- På det fysiske, der er hun en spiller, man kan se op til, men vi spiller ikke helt på den samme måde. Hun har været nummer et i verden og har altid været et forbillede for mig, siger Clara Tauson, der som navnet antyder er ud af fin tennisfamilie. Clara Tauson er niece til den tidligere danske topspiller Michael Tauson.

Stor tro på egne evner

Wozniackis komfortable sejre over Svitolina og Halep har overrasket mange, men Clara Tauson havde faktisk sin landsmand som favorit i begge opgør, om end Wozniackis overbevisende sejre alligevel har overrasket lidt.

- Jeg er meget overrasket over cifrene, men jeg havde håbet, hun ville slå de to. Caroline kan slå alle, siger Clara Tauson.

- Caroline har været god hele året, men jeg synes altid, hun lige stepper op i sæsonfinalen. Der går hun et skridt op. Det er superflot af hende.

Mens Caroline Wozniacki altså bare skal undgå at blive skadet for at komme i semifinalen i Singapore, så skal Clara Tauson bruge en sejr mod russiske Valeriya Yuschenko i kvartfinalen i Stockholm.

Den unge dansker er i sin blot anden seniorturnering, men det lægger ikke en dæmper på selvtilliden forud for mødet med den 18-årige russer.

- Man kan selvfølgelig tabe til alle, men jeg tror på, jeg godt kan vinde. Jeg har kun set hende spille én gang, men det så meget godt ud i forhold til min plan, siger Clara Tauson.

Caroline Wozniacki skal i aktion fredag formiddag klokken 10, mens Clara Tauson spiller kvartfinale i Stockholm en time senere.

Facebook
Twitter