Det danske Davis Cup-hold ligger i disse dage i direkte kamp med Norge om muligheden for at rykke tættere mod tennistoppen.
Danskerne er midt i en bedst-af-fem-duel mod Norge, hvor de danske drenge fører 2-1 efter sejre til Frederik Løchte Nielsen og herredoublen.
Nu gælder det de to sidste og yderst afgørende kampe, hvor Frederik Løchte Nielsen og Søren Hess-Olesen skal i aktion og forsøge at hente den tredje sejr, der endeligt vil sikre den samlede sejr over de norske naboer.
- Det bliver to svære kampe. De første to kampe i fredags var også meget tætte, og det bliver de også søndag. Frederiks modstander er deres førstesingle, men Frederik kan også spille på et niveau, der kan slå ham. Det bliver meget jævnbyrdigt, siger Kenneth Carlsen der er kaptajn for Davis Cup-holdet.
- I Sørens kamp er nordmanden også favorit, men Søren er i bedre form, end han har været længe. Søren har haft en skadesperiode, som han er på vej ud af nu. Han har spillet mange kampe op til de her kampe, men hans kamp bliver også utrolig tæt.
Både Frederik Løchte og Søren Hess-Olesen er betydeligt lavere rangeret end deres norske modstandere.
Alligevel tror Kenneth Carlsen, at begge spillere har mulighed for at snuppe sejren i deres kampe.
- På papiret er Norge favorit, men det er ikke mere, end vi tror, at hvis vi spiller godt, så kan vi vinde begge kampe. Men samtidig er de også en klassemodstander, hvor vi kan gå hen og tabe begge.
Amatør og professionel
Danmarks privilegerede udgangspunkt inden de to sidste og afgørende kampe kan spores til en forrygende sejr lørdag, hvor den danske herredouble bestående af professionelle Frederik Løchte Nielsen og amatøren Thomas Kromann bankede den norske herredouble overbevisende med 6-4, 4-6, 6-2, 6-2.
Og det er et helt unikt par, ifølge Kenneth Carlsen.
- I doublen har Frederik og Kromann spillet og vundet rigtig mange kampe sammen, men det er et specielt par, hvor Frederik er professionel, og Thomas studerer og er amatør. De tre andre på banen var professionelle, mens Thomas var amatør.
- Det er lidt unikt at have en amatør med ved de her Davis Cup-kampe, men han prioriterer det højt og har gjort det fantastisk godt. Thomas og Frederik har spillet i mange år, og de gør det godt og er vigtige for det danske Davis Cup-hold.
Charmen ved Davis Cup
De gode præstationer ved Davis Cup gør, at Danmark har mulighed for at spille sig en række op i Davis Cup-turneringen, hvis danskerne slår Norge og derefter også formår at besejre Sydafrika eller Slovenien i en afgørende play off-kamp om en oprykning til Gruppe 1.
At det danske Davis Cup-hold har chancen for at rykke op i Gruppe 1 er ifølge Carlsen både overraskende - og så alligevel ikke.
- Det kommer an på øjnene, der ser. Hvis vi kigger på vores rangering, så hører vi ikke til i Gruppe 1 og skal være glade for at være i Gruppe 2. Men historisk set, så har vi formået at gøre det bedre end vores rangering, og det er én af grundene til, at vi flere gange i løbet af de seneste år har ligget i Gruppe 1.
- Noget af charmen ved Davis Cup er, at det er en holdsport, hvor holdånd og kollektive præstationer er vigtigt. Det er specielt i tennis-verdenen.
- Vi vil gøre, alt hvad vi kan for at få den oprykningskamp og gøre alt, hvad vi kan for at rykke op, slutter Kenneth Carlsen.
Frederik Løchte er første mand i aktion søndag. Hans kamp mod Casper Ruud, hvor en sejr giver samlet dansk sejr, begynder klokken 12.00.