Dansk tenniskomet klar til første WTA-semifinale

Clara Tauson er klar til semifinalen ved WTA-turneringen i Lyon

Clara Tauson er klar til karrierens første WTA-semifinale efter sejr i franske Lyon over italienske Camila Giorgi. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Tennistalent Clara Tauson fortsætter det imponerende spil i den franske WTA-turnering i Lyon.

Fredag spillede den 18-årige dansker sig videre til semifinalerne med en sejr på 6-3, 6-1 over Camila Giorgi fra Italien.

Ligesom i de indledende runder mod den topseedede russer Ekaterina Alexandrova og Timea Babos fra Ungarn, var Clara Tauson lavere rangeret end sin modstander.

Camila Giorgi rangerer som nummer 81 i verden, mens Tauson er nummer 139.

Danskeren lagde godt ud og var allerede tæt på at få brudt Giorgis serv i kampens første serveparti. Det lykkedes ikke, men til gengæld fik hun brudt italieneren tre gange senere.

Forholdsvis sikkert kørte Tauson første sæt hjem med 6-3, da danskeren også måtte se sig brudt en enkelt gang.

I andet sæt begyndte Tauson lidt nervøs, da hun kom bagud 0-30. Hun rystede dog de mulige nerver af sig og servede første parti hjem ved at vinde de fire næste bolde.

Bortset fra et sammenstød med en kameramand dominerede Clara Tauson totalt i andet sæt.

Giorgi lavede flere dobbeltfejl på sin serv, og italieneren, der for tre år siden nåede kvartfinalen i French Open, vandt ikke mange dueller. Blot 14 bolde i hele andet sæt.

I semifinalen skal Clara Tauson op mod vinderen af et opgør mellem franske Kristina Mladenovic og Paula Badosa Gibert fra Spanien.

/ritzau/

FacebookTwitter