Dansk tennistalent imponerer: Klar til finale ved juniorernes French Open

Holger Rune er klar til finalen i French Opens juniorrække efter sejr i to sæt over amerikanske Martin Damm.

Danske Holger Rune leverede et flot resultat ved dagens semifinale og er klar til finalen ved juniorernes French Open. (Foto: Kenneth Jessen © Scanpix)

Den danske tenniskomet Holger Rune er klar til finalen i juniorrækken ved French Open.

Fredag slog den 16-årige Rune i semifinalen den et år yngre amerikaner Martin Damm med 6-4, 6-2.

Semifinalen begyndte ikke så lovende for den danske teenager, der kom bagud med 1-4 i første sæt mod en aggressivt spillende modstander.

Han arbejdede sig stille og roligt tilbage i opgøret, og da Martin Damm ikke kunne fastholde niveauet, så vendte kampen fuldstændig på hovedet.

Efter at Holger Rune havde servet første sæt hjem, mistede amerikaneren modet.

Serveesser blev afgørende

Danskeren åbnede andet sæt med et rent servegennembrud, og så var vejen mod en sejr banet for Holger Rune.

Godt hjulpet af serveesser på favorable tidspunkter holdt danskeren sikkert sin serv, og da Martin Damm kom i store problemer, når han havde serveretten, var andet sæt hurtigt afgjort.

I kampens sidste parti tilkæmpede Rune sig tre matchbolde, men missede de to første - blandt andet fordi strengen sprang. Han måtte derfor bytte ketsjer, inden han kort efter afgjorde sagen.

I finalen skal Holger Rune op imod endnu en amerikaner, når Toby Alex Kodat venter. I den anden semifinale slog han japaneren Shintaro Mochizuki med 6-3, 6-4.

/ritzau/

Facebook
Twitter