Danske tenniskometer fejer første modstandere af vejen i prestigefyldt turnering

Holger Rune og Clara Tauson vandt natten til lørdag i tennisturneringen Indian Wells.

Clara Tauson vandt sent fredag aften sin debutkamp i Indian Wells. (Foto: Sean M. Haffey © Ritzau Scanpix)

Godt nok er de kun 18 og 19 år.

Men de to danske tenniskometer Holger Rune og Clara Tauson er allerede godt i gang med slå deres navne fast i internation tennis.

Sent fredag aften og natten til lørdag dansk tid har begge spillet sig sikkert videre i tennisturneringen Indian Wells, der lige efter de fire store grand slam-turneringer er en af de største begivenheder på både ATP-touren og WTA-touren.

Clara Tauson var første af de to unge danskere til at spille sig videre. Med cifrene 6-4 og 6-3 bankede hun brasilianske Beatriz Haddad Maia, som er useedet i turneringen.

Tauson er seedet som nummer 29, og hun er derfor trådt ind i anden runde af turneringen i den amerikanske delstat Californien.

19-årige Tauson havde i begyndelsen af første sæt lidt svært ved at få serven til at sidde helt i skabet, og frem til stillingen 4-4 bølgede opgøret frem og tilbage.

Men med en god portion tålmodighed lykkedes det Tauson at sikre føringen til 5-4 efter en lang duel, hvorefter hun slog til på første sætbold og sikrede sig sættet.

Ligesom i første sæt vandt Beatriz Haddad Maia første parti i andet sæt, men Tauson holdt hovedet koldt og begyndte at spille bedre og bedre, efterhånden som sættet skred frem.

Men ved stillingen 5-2 til Tauson kom danskeren i problemer, og på sin fjerde breakbold slog brasilianeren til og brød Tausons serv. Brasilianeren reducerede dermed til 3-5 og holdt liv i kampen.

Tauson misbrugte herefter sin første matchbold, da hun sendte bolden i nettet. Men den danske teenager slog til i andet forsøg og tog sejren over den 25-årige brasilianer.

I næste runde venter der hård modstand for Clara Tuason, da hun skal op mod verdens nummer fire, Iga Swiatek. (Foto: Sean M. Haffey © Ritzau Scanpix)

I tredje runde venter der Clara Tauson hård modstand, når hun søndag skal møde polske Iga Swiatek, der ligger nummer fire på verdensranglisten. Tauson er nummer 40.

De to har kun mødt hinanden en enkelt gang før. Det var tilbage i 2019, og her vandt Swiatek i to sæt.

Rune også sikkert videre

Han måtte vente lidt længere, men Holger Rune er også sikkert videre i californiske Indian Wells.

Efter en sejr på 6-3 og 6-2 over Ugo Humbert fra Frankrig har danskeren nemlig booket billet til turneringens anden runde.

- Det føles utroligt. Det var en fantastisk kamp. Ugo er en vanskelig modstander, som kan spille noget utroligt godt tennis, siger den 18-årige dansker ifølge ATP's hjemmeside.

På papiret favorit var franskmanden da også favorit til opgøret. Han er nemlig nummer 42 på verdensranglisten, mens Rune indtager nummer 86.

Men danskeren var tilsyneladende toptunet til kampen, hvor han vandt samtlige af sine servepartier.

I næste runde skal Holger Rune ligeledes op mod en svær modstander. Her venter verdensranglistens nummer seks, Matteo Berrettini. (Foto: JOHN G MABANGLO © Ritzau Scanpix)

Begge holdt deres første to servepartier, hvorefter 18-årige Rune brød Humbert og bragte sig foran 3-2. Franskmanden formåede ikke at bryde tilbage, og Rune snuppede derfor første sæt.

I andet sæt var Holger Rune hurtig til at sætte Humbert under pres, da han efter at have servet første parti hjem fulgte op ved at bryde franskmanden i hans første serv.

Det afgørende servegennembrud kom, da Humbert bagud 2-5 skulle holde sig inde i kampen. Det formåede han ikke, og i stedet vandt danskeren partiet og dermed sættet 6-2.

Det var Runes første møde med Humbert, der har vundet tre ATP-turneringer, siden sin debut som professionel i 2016.

I næste runde skal danskeren op mod den 25-årige Matteo Berrettini fra Italien. Han står noteret for fem ATP-titler, og i 2021 spillede italieneren sig i finalen ved Wimbledon, som han tabte til Novak Djokovic.

- Kampen mod Berrettini bliver en stor opgave. Han er helt sikkert en af de bedste i verden lige nu, så det bliver sjovt. Lad os se, hvad der sker, siger Holger Rune.

Berrettini er lige nu nummer seks på verdensranglisten.

/ritzau/DR Sporten