Davis Cup-formatet ændres efter 118 år

Fra 2019 skal herrernes landsholdsturnering i tennis, Davis Cup, spilles i én by over nogle få dage.

Frederik Løchte og Danmark kan se frem til et nyt Davis Cup-format. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Tennisturneringen Davis Cup skal efter 118 år afvikles på en helt anden måde fra 2019.

Mens herrernes landsholdsturnering hidtil har været spredt ud over hele verdenen og kalenderåret, så samles den fra næste år i en by og bliver spillet på nogle få dage. Den vil få deltagelse af 18 hold.

Ændringen er torsdag blevet stemt igennem på Det Internationale Tennisforbunds (ITF) årsmøde i Florida.

Selv om der har været en del skepsis omkring forslaget, der var fremsat af toppen i ITF, så blev det vedtaget med 71,43 procents opbakning fra de omkring 120 delegerede.

Davis Cup har de seneste år bøvlet med at få de bedste spillere til at prioritere turneringen flere sæsoner i træk.

Håbet fra ITF er, at man kan skabe en "femte" grand slam-turnering

ITF havde på forhånd forhandlet sig frem til en aftale med investorgruppen Kosmos, som vil putte tre milliarder dollar (19,6 milliarder kroner) i det nye format over 25 år.

Davis Cup har været afholdt siden 1900.

/ritzau/

Facebook
Twitter