'Det er megasvagt!' Tennisstjerne langer ud efter mandlige kolleger, der brokker sig over ligeløn

Verdens nummer tre, Karolina Pliskova, er ikke tilfreds med de mænd, der beklager sig over ligeløn i tennis.

Karolina Pliskova ser ikke mildt på sine mandlige kollegaer, der brokker sig over udsigten til ligeløn. (Foto: Edgar Su © Scanpix)

Tennis er en af de sportsgrene, hvor man kan argumentere for, at man er tættest på

ligestilling
mellem mænd og kvinder. Både mandlige og kvindelige spillere bliver eksponeret stort og tjener masser af millioner på at hamre til den lille gule tennisbold.

Men rent økonomisk er der stadigvæk et skel.

De mandlige spillere får stadig flere præmiepenge udbetalt end deres kvindelige kollegaer i de fleste turneringer.

Det bliver også belyst i den seneste opgørelse over de bedst betalte

atleter
i verden, som det anerkendte medie Forbes udgiver hvert år.

Listen føres af tennisstjernen Roger Federer, hvor profiler som Novak Djokovic og Rafael Nadal også er at finde højt på listen.

Først på plads 29 dukker der en kvinde op – tennisspilleren Naomi Osaka. Japaneren tjente sidste år små 20 millioner mindre end Federer på at vinde turneringer rundt omkring i verden.

Og det er ikke

fair
, har flere kvindelige tennisspillere udtrykt de seneste mange år. Lønsystemet skal simpelthen laves om, har amerikanske Serena Williams blandt andre udtalt.

En kritik, som nogle mandlige spillere har støttet op omkring – især britiske Andy Murray har råbt op omkring de ulige vilkår.

'Megasvagt af dem'

Det er dog ikke alle mandlige spillere, der følger Murray. Blandt andet har verdens nummer ét, Novak Djokovic, tidligere udtalt sig kritisk om ligeløn - en debat, der har fyldt meget i tennissporten i en årrække.

- Kvinder fortjener den største respekt. Men så længe mændene har flere seere og tilskuere, så mener jeg, at mændene skal tjene mere, sagde Djokovic i et interview med The Guardian fra 2016.

Og netop den slags udtalelser fra mandlige spillere er noget, der går verdens nummer tre på kvindesiden, Karolina Pliskova, på nerverne. Det fortæller hun i et længere interview, hvor talen falder på ligeløn i tennis.

Selvom hun som udgangspunkt ikke går 100 procent ind for ligeløn, har hun stadig et problem med mandlige spillere, der snakker imod samme løncheck til kvinder og mænd.

- Jeg er ikke den helt store fortaler for det (ligeløn, red.), men jeg kan ikke lide de mænd, der beklager sig over, at vi kvinder skal modtage samme løn. Jeg synes, det er megasvagt af dem, at de brokker sig over det, siger den tjekkiske topspiller til avisen The Guardian.

Uenighed om samarbejde

Ligeløn er dog ikke en utopi i tennis. Den findes faktisk i de helt store turneringer.

Efter flere års pres fra spillere og

medier
besluttede arrangørerne af de fire grand slam-turneringer French Open, Australian Open, US Open og Wimledon, at mænd og kvinder skulle have den samme løncheck efter en sejr.

Og for nyligt har flere topspillere - deriblandt Roger Federer og Rafael Nadal - udtrykt, at det ville være et skridt fremad mod bedre samarbejde, hvis kvindernes og mændenes organisationer,

WTA
og ATP, blev til én fælles organisation.

Et vigtigt skridt mod etablering af ligeløn og

ligestilling
.

Men det er ikke alle, der klapper ad den idé.

Den australske tennisprofil Nick Kyrgios gjorde det tydeligt på sin Twitter-profil, at han ikke støttede op om den tankegang.

Anken hos nogle ATP-spillere går på, at hvis der bliver indført ligeløn, kan det betyde, at mandlige spillere må acceptere en større reduktion i indtjening. Det betyder måske ikke det store for stjerner som Nadal og Federer, men for en spiller uden for den absolutte tennistop kan det ændre en del negativt i økonomisk henseende.

Selvom verdens nummer 3 hos kvinderne selv er i tvivl om sin holdning til ligeløn, så er hun uenig med Nick Kyrgios.

Pliskova er stor fortaler for en samlet organistaion, da hendes endelige målsætning er

ligestilling
. Og derudover understreger hun endnu engang, at mandlige spillere, der brokker sig over ligeløn, går hende på.

Pliskova går mere ind for ligestilling end ligeløn. (Foto: HANNAH MCKAY © Scanpix)

- Vi ser kun ligeløn i grand slam-turneringerne. Ja, mændene spiller fem sæt i stedet for tre, men de er mænd. De er stærkere end os. Jeg kan ikke se, hvorfor vi skal sammenlignes på det punkt. Jeg har ikke brug for at få den samme præmiesum som dem, men jeg vil have muligheden for at spille på centre court og have den samme mulighed for at blive vist på tv. Det burde være muligt.

- En fælles organisation med kvindelige og mandlige spillere vil være et skridt frem. Jeg ville sige ja, siger hun.

Facebook
Twitter