’Det er noget fis’: Australske arrangører fjerner Peng Shuai-banner, men hylder regnbuedagen

Et banner og en t-shirt har skabt røre ved Australian Open.

Et banner med skriften 'Hvor er Peng Shuai? blev lørdag fjernet af sikkerhedsfolk under Australian Open. (Foto: damir Sagolj © Ritzau Scanpix)

I begyndelsen af november beskyldte den kinesiske tennisspiller Peng Shuai kinesisk en toppolitiker for at have misbrugt hende seksuelt.

Sagen har siden skabt stor røre i tennisverdenen, først fordi Peng Shuai nærmest forsvandt fra jordens overflade, og siden har hun så trukket sin anklage tilbage. Det internationale tennisforbund, WTA, vil dog have sagen undersøgt nærmere og de vil have en forsikring om, at kineseren er okay.

Og det er der mange andre, der også vil.

Ved årets første grand slam-turnering i tennis, Australian Open, havde en tilskuer lørdag medbragt en t-shirt samt et banner med skriften ’Hvor er Peng Shuai?’. Banneret og t-shirten blev dog fjernet af australske sikkerhedsfolk, og de australske arrangører fra Tennis Australia har siden fortalt, at man ikke tillader den slags under turneringen.

- Under vores billetbetingelser tillader vi ikke tøj, bannere eller skilte, der er kommercielle eller politiske, lyder det fra Tennis Australia i en officiel udmelding ifølge Reuters.

At de australske arrangører bruger netop det grundlag for at fjerne banneret og t-shirten, kan man godt stille spørgsmål ved, mener Anders Haahr Rasmussen, der er forfatter og tenniskommentator.

- Det virker mistænkeligt. Én ting var, hvis man stod med bannere om, hvem der skulle være premierminister. Det her handler jo bare om, hvor hun er henne.

De australske arrangørers håndtering af sagen tyder derfor på, at de ikke for alvor vil tage et standpunkt, mener han.

Det internationale tennisforbund for kvinder, WTA, har efter den kinesiske tennisspillers forsvinden valgt at suspendere alle turneringer i Kina. (Foto: damir Sagolj © Ritzau Scanpix)

- Man kan forestille sig, at det er et politisk budskab, nogle af deres hovedsponsorer ikke bryder sig om. Den her udtalelse har været gummiudtalelsen fra alle, der ikke vil tage et standpunkt. Så er der ikke nogen, der kan blive sure eller trækker stikket, siger Anders Haahr Rasmussen.

Også den tidligere tennisstjerne Martina Navratilova, der har vundet 18 grand slam-turneringer, er ude med riven efter de australske arrangører.

- Jeg synes, det er kujonagtigt. De tager fejl i den her sag. Det er ikke et politisk statement, det handler om menneskerettigheder, siger den tidligere tennisstjerne ifølge Reuters.

Regnbuefarver ikke et problem

Netop argumentet om at budskaberne på t-shirten og banneret drejer sig om menneskerettigheder og ikke politik, deler de australske arrangører dog tilsyneladende ikke.

Til gengæld har de mandag i anledning af australsk pride-dag hyldet mangfoldighed og LGBT-miljøets kamp for lige rettigheder. Det har de blandt andet vist gennem et Twitter-opslag samt ved at tillade regnbueflag på tribunerne.

Og at tillade regnbueflag og ikke bannere og t-shirts, der stiller spørgsmål ved, hvor Peng Shuai befinder sig, er kritisabelt, mener Anders Haahr Rasmussen.

- På mange måder er det jo noget fis. Hvis LGBT-rettigheder ikke er politiske, men det her er, så ved jeg ikke... Jeg kan ikke se, hvordan et regnbuebanner skulle have mere med menneskerettighederne at gøre end Peng Shuai-sagen.

Udklip af Australian Opens Twitter-profil mandag. (Foto: Sebastian Taarsted Bagger DR)

Men det har Tennis Australia altså vurderet, at det har. Mandag har arrangørerne dog tilføjet til deres officielle udtalelse, at de ’fortsætter med at arbejde tæt sammen med WTA og det globale tennisfællesskab for at sikre Peng Shuais velvære’.

Netop WTA’s håndtering af sagen har også fået stor opmærksomhed verden over. Som konsekvens af, at Peng Shuai forsvandt i november, besluttede de nemlig at suspendere alle turneringer i Kina.

Deres ageren har derfor været markant anderledes end den, man nu ser i Australien, mener tenniskommentatoren.

- Det står i hvert fald i skærende kontrast til, hvordan WTA har håndteret situationen. Man bliver mindet om, hvor modige WTA har været, siger Anders Haahr Rasmussen.