Djokovic blev historisk med grand slam-triumf nummer 20: 'Det slutter ikke her'

Novak Djokovic vandt i fire sæt i Wimbledon-finalen og sikrede sin grand slam-triumf nummer 20.

Novak Djokovic med sit sjette Wimbledon-trofæ. (Foto: Paul Childs © Ritzau Scanpix)

En stålsat serber på rekordjagt mod en italiener i ukendt farvand.

Det var scenen for søndagens Wimbledon-finale i herrernes singleturnering mellem Novak Djokovic og Matteo Berrettini.

Djokovic med blikket rettet mod grand slam-triumf nummer 20. En tangering af rekorden for flest grand slam-titler i herresingle, som Rafael Nadal og Roger Federer sidder på. Berrettini i karrierens første grand slam-finale.

Efter lidt indledende slinger blev triumfen kørt hjem for Novak Djokovic, der vandt finalen i fire sæt. Dermed lægger han sig op på siden af Rafael Nadal og Roger Federer i toppen af rekordbogen.

- Det betyder, at ingen af os vil stoppe nu, jokede Djokovic i sit vinderinterview efter kampen.

- Jeg vil gerne hylde Rafa og Roger. De er legender. De to mest vigtige spillere, jeg nogensinde har mødt i min karriere. De er grunden til, at jeg er, hvor jeg er. De hjalp med mig at indse, hvad jeg skulle gøre for at blive bedre.

- De seneste ti år har været en fantastisk rejse, der ikke slutter her, siger Djokovic i vinderinterviewet.

Novak Djokovic (tv) og Matteo Berrettini (th).

Det var Djokovic, der så ud til at være i sit vanlige spilhumør, hvor han knuser sin modstander fra kampens begyndelse. Serberen kom foran 4-1 i første sæt, og selvom Berrettini reducerede til 4-2, så tegnede det sig til at være en formsag for Djokovic at køre første sæt hjem, da han bragte sig foran 5-2.

Berrettini kæmpede sig dog tilbage, tog de tre næste partier og udlignede til 5-5.

Italieneren tvang første sæt ud i tiebreak, og her sikrede han sig første sæt med cifrene 7-6 efter 70 minutters tennis.

Andet sæt begyndte som første. Djokovic med teten og en hurtig 4-0-føring. Denne gang rystede serberen dog ikke på hånden, selvom Berrettini fik pyntet på cifrene, og Djokovic vandt andet sæt 6-4.

Tredje sæt bølgede frem og tilbage, men det var Djokovic, der vandt sættet med 6-4. Fjerde sæt var også jævnbyrdigt, men da Djokovic brød Berrettinis serv til stillingen 4-3 var kursen mod grand slam-triumf nummer 20 og nummer seks i Wimbledon.

6-3 vandt Djokovic det fjerde sæt mod Berrettini, der kun havde rosende ord tilovers for sin banemand efter finalenederlaget.

- Han skriver historien om denne sport, så han fortjener applauserne, sagde Berrettini om Djokovic.

Novak Djokovic med grand slam-trofæ nummer 20 (tv) og med det første (th), som han vandt i Australian Open i 2008. (© (c) Ritzau Scanpix)
FacebookTwitter