Djokovic booker Wimbledon-finale efter vild semifinale

Djokovic og Nadal spillede den næstlængste semifinale i Wimbledons historie, hvor Djokovic tog sejren.

Novak Djokovic er klar til finalen i Wimbledon. REUTERS/Toby Melville (Foto: Toby Melville © Scanpix)

Fredag blev den længste semifinale i Wimbledons historie afgjort, da Kevin Anderson slog John Isner efter seks og en halv time.

Lørdag blev den anden semifinale spillet mellem serbiske Novak Djokovic og spanske Rafael Nadal.

Det endte med at blive den næstlængste semifinale i Wimbledons historie, da kampen varede 5 timer og 21 minutter.

Djokovic tog sejren i den langvarige kamp over Nadal med 3-2 i sæt med cifrene 6-4, 3-6, 7-6, 3-6 og 10-8.

Djokovic er dermed klar til finalen, hvor han møder sydafrikanske Kevin Anderson.

Semifinalen gik i gang fredag aften, men blev afbrudt klokken 23 lokal tid, da der ifølge reglerne ikke må spilles efter det klokkeslæt.

Djokovic havde om fredagen spillet sig foran med 2-1 i sæt og genoptog derfor kampen med et forspring.

Nadal udlignede kampen til 2-2 i sæt, og i femte og afgørende sæt fulgtes de to tennisstjerner ad til 8-8, før Djokovic trak fra og vandt sættet med 10-8 og dermed kampen.

/ritzau/

Facebook
Twitter