Djokovic brød ud i gråd under finale-nederlag: 'Jeg er glad for, at det er overstået'

Novak Djokovic missede chancen for at skrive historie, da han tabte finalen ved US Open til Daniil Medvedev.

Novak Djokovic tabte med sætcifrene 6-4, 6-4, 6-4 og missede dermed muligheden for at sikre sig en såkaldt Calendar Slam. (Foto: KENA BETANCUR © Ritzau Scanpix)

Serberen kiggede kort rundt på de mange tusinde fremmødte, der tiljublede ham. Og så gemte verdensetteren sit ansigt i sit hvide håndklæde og brød ud i gråd.

US Open-finalen mod Daniil Medvedev var endnu ikke slut, men den 34-årige Novak Djokovic vidste godt, at han var slået, inden det sidste sæt begyndte. Verdensetterens russiske modstander vandt i overbevisende stil og gjorde dermed en ende på Novak Djokovic' rekordforsøg.

Havde serberen vundet US Open, var han blevet den første mandlige tennisspiller i 52 år til at vinde alle fire grand slam-turneringer i samme sæson - den såkaldte Calendar Slam. Efter kampen kunne Djokovic afsløre, at presset var blevet for stort.

- Jeg er lettet over, at det nu er overstået. Opbygningen til US Open, og alt jeg mentalt og følelsesmæssigt har skulle bearbejde de sidste par uger, har været meget at håndtere, sagde Novak Djokovic på det efterfølgende pressemøde.

- Jeg er glad for, at rekordforsøget nu er slut. Samtidigt med at jeg er trist og skuffet, er jeg også taknemmelig for publikum og det særlige øjeblik, de skabte for mig her på banen.

Novak Djokovic tabte 4-6, 4-6, 4-6 til Daniil Medvedev, der sikrede sig sin første grand slam-titel.

Daniil Medvedev vandt med US Open sin første grand slam-titel. I skrivende stund er russeren nummer to på verdensranglisten. (Foto: Danielle Parhizkaran © Ritzau Scanpix)

'Jeg har ondt af Novak'

Russeren dominerede i størstedelen af kampen, men kunne bagefter fortælle, at han følte for den slagne Novak Djokovic, der missede en rekord.

- Jeg har ondt af Novak, for jeg kan ikke forestille mig, hvordan han har det. Jeg kender ikke til den følelse, siger Daniil Medvedev, der tabte US Open-finalen i 2019.

Novak Djokovic tabte første sæt for femte kamp i træk ved US Open.

En grand slam-titel er en grand slam-titel, understreger Medvedev. Men han erkender, at modstanderen har set skarpere ud.

- Spillede Djokovic op til sit bedste? Måske ikke i dag. Han var under et stort pres. Det var jeg dog også, for jeg vidste, at jeg ikke måtte gøre det nemt for ham at returnere min serv. Det var planen i dag, og jeg havde en stor selvtillid i de afgørende øjeblikke.

Novak Djokovic kunne med en sejr have sikret sig karrierens 21. grand slam-titel og dermed have overhalet Roger Federer og Rafael Nadal, der som serberen har vundet 20 grand slam-turneringer.

'Mit hjerte er fyldt med glæde, og I har rørt min sjæl. Jeg har aldrig følt sådan her før i New York,' sagde Novak Djokovic efter nederlaget. (Foto: Robert Deutsch © Ritzau Scanpix)

Verdensetteren må dog vente lidt endnu, før han kan overhale sine to konkurrenter i historiebøgerne, ligesom Novak Djokovic heller ikke formåede at vinde en Calender Slam. Han er dog tilfreds med sin sæson og stolt af sine præstationer.

- I tennis lærer man hurtigt at bladre videre til næste kapitel, og snart er jeg klar på nye udfordringer. Jeg har lært at komme hurtigt videre fra denne type nederlag, som gør mest ondt. Jeg vil forsøge at lære af den, blive stærkere og fortsætte med at spille. Jeg elsker sporten, og så længe jeg har motivationen, fortsætter jeg, siger Novak Djokovic.

Serberen ville have været den blot sjette spiller i historien til at vinde en Calendar Slam. Men selv om det mislykkedes i denne omgang, understregede Novak Djokovic i sin tale efter kampen, at publikums hyldest i nederlagets stund havde gjort ham til 'den lykkeligste mand i live.'

- Mit hjerte er fyldt med glæde, og I har rørt min sjæl. Jeg har aldrig følt sådan her før i New York. Ærligt talt. Jeg har aldrig haft det sådan her, jeg elsker jer, takkede Novak Djokovic.

Facebook
Twitter