Djokovic kalder vaccinekrav 'upassende' og sår tvivl om rekordforsøg

Novak Djokovic kan slå rekorden i herresingle for flest grand slam-titler, hvis han vinder Australian Open.

Novak Djokovic var seneste i aktion i september, da han tabte finalen i US Open. (Foto: Edgar Su © Ritzau Scanpix)

Når kalenderen når januar, kan Novak Djokovic slå den største rekord af dem alle.

Den serbiske tennisstjerne er forsvarende Australian Open-mester og storfavorit til et titelforsvar, der vil være hans 21. grand slam-sejr i karrieren – én mere end de evige rivaler Rafael Nadal og Roger Federer.

Men for at vinde en tennisturnering skal man selvsagt møde op. Og det kræver, at man kan komme ind i landet.

På et pressemøde mandag i den australske stat Victoria, hvor Australian Open skal spilles i byen Melbourne, sagde delstatsleder Daniel Andrews, at et visum til landet nok ikke bliver givet til uvaccinerede.

Heller ikke til Novak Djokovic, der har vundet Australian Open ved de seneste tre lejligheder.

- Virus er ligeglad med din rangering, eller hvor mange grand slam-titler du har vundet. Du skal være vaccineret for at beskytte dig selv og andre, siger Daniel Andrews.

Men Djokovic har ad flere omgange nægtet at fortælle, om han er vaccineret eller ej. Og han har foreløbigt ikke i sinde at møde kravet for at kunne deltage i Australian Open.

- Jeg vil ikke afsløre min status. Det er en privat sag og en upassende forespørgsel, siger Djokovic ifølge Reuters.

Dermed vil det, som det ser ud nu, kræve en omlægning af reglerne, hvis verdensetteren Djokovic ikke vil trække op i ærmet og vise sit vaccinestik – som han måske eller måske ikke har fået.

  • Som 20-årig vandt Djokovic Australian Open i 2008, hvilket var hans første grandslam-sejr i karrieren. (Foto: Steve Holland © Scanpix Denmark)
  • Da serberen besejrede Andy Murray i finalen i 2013 sikrede han sin tredje australske triumf på stribe. (Foto: DANIEL MUNOZ © Scanpix Denmark)
  • 13 år efter sin første Australian Open-sejr vandt Djokovic i januar for niende gang i Melbourne. (Foto: Asanka Brendon Ratnayake © Ritzau Scanpix)
1 / 3

'Han kommer'

Men er det realistisk, at en delstatsleder vil gøre undtagelse på Victorias coronaregler for at få verdensetteren Djokovic på deltagerlisten til Australian Open?

- Nej, siger Michael Mortensen, der er tidligere professionel tennisspiller og nuværende tenniskommentator hos Eurosport.

- Det gælder for alle. Der skal ikke gøres forskel på, om man er nummer ét eller 200 i verden.

I 2020 fik Djokovic hård kritik for at arrangere turneringen Adria Tour, hvor han selv og flere af de øvrige spillere blev smittet med corona.

Siden har Djokovic flere gange udtalt, at han ikke vil lade turneringsregler bestemme, om han skal lade sig vaccinere eller ej.

- Han fik verbale tæsk. Nu er det payback time, og nu smider han det her kort for at betale tilbage for den behandling, siger Michael Mortensen.

I juni 2020 var Djokovic medarrangør af Adria Tour, der fik hård kritik for blandt andet flere smittetilfælde. (Foto: MARKO DJURICA © Ritzau Scanpix)

Til gengæld vurderer Michael Mortensen, at Djokovic nok alligevel vil være med, når turneringen begynder i januar.

- Jeg tror, at han stiller op. Han stortrives i den turnering, og det ville overraske mig meget, hvis han ikke er med, siger han.

- Han er verdens bedste tennisspiller lige nu. I januar kan han blive den bedste nogensinde, siger Michael Mortensen.

Novak Djokovic er kvalificeret til Australian Open, der begynder den 17. januar. Tiden indtil vil vise, om han stiller op - og om han slår rekorden.

FacebookTwitter