Efter dramatisk kvartfinale: Wozniacki er videre til semifinalen

Caroline Wozniacki slog Angelique Kerber i tre sæt

Caroline Wozniacki vandt over Angelique Kerber i tre sæt (Foto: Yuya Shino © Scanpix)

Den danske tennisstjerne, Caroline Wozniacki fik noget nær en perfekt start på kvartfinalen ved Pan Pacific Open mod Angelique Kerber. Den topseedede dansker vandt første sæt med 6-2.

Men i andet sæt ændrede kampen sig. Kerber lavede færre uprovokerede fejl, mens Caroline Wozniacki fik problemer med den forbinding, hun har rundt om knæet. Forbindingen gik nemlig op, og Wozniacki kom hurtigt bagud med 0-3.

Ved opholdet fik Wozniacki hjælp til en ny forbinding, og det hjalp lidt. Hun fik i hvert fald brudt tilbage til 1-3.

Den blev også 2-4, men så brød Kerber igen danskeren serv, og selvom Wozniacki havde mulighed for at bryde igen, så udnyttede hun det ikke, og Kerber vandt andet sæt med 6-2.

Afgøres i tredje sæt

Derfor skulle kampen afgøres i tredje sæt. Her startede begge spillere med at bryde hinandens serv. Men efter et parti, der varede omkring 15 minutter, som Wozniacki vandt, og bragte sig foran 3-2 i egen serv, fik hun en form for mentalt rygstød, og hun endte med at vinde tredje sæt med 6-3.

I semifinalen skal Caroline Wozniacki op imod den schweiziske Belinda Bencic. Sidst de to mødtes var ved Rogers Cup i Canada, hvor schweizeren vandt.