Efter fem timers drama: Nadal i US Open-semifinalen

Rafael Nadal brugte næsten fem timer på at eliminere Dominic Thiem i US Opens kvartfinale.

Rafael Nadal endte med at vinde kvartfinalen mod Dominic Thiem efter et sandt drama. (Foto: DON Emmert © Scanpix)

Det begyndte meget skidt, men endte lykkeligt for Rafael Nadal, der efter en hård kamp mod Dominic Thiem er klar til semifinalen i US Open.

For blot fjerde gang i karrierens hidtidige 282 grand slam-kampe modtog Nadal nemlig et såkaldt "æg", da han tabte 0-6 i første sæt. Efter knap fem timers kamp var det dog alligevel spanieren, der kunne juble over en sejr i fem sæt.

Sejrscifrene blev 0-6, 6-4, 7-5, 6-7 og 7-6 efter en kamp, der blev ved til klokken to om natten lokal tid.

Den topseedede spanier har vundet turneringen tre gange og er regerende mester. I semifinalen skal han møde en anden tidligere vinder, Juan Martin del Potro, som i sin kvartfinale slog John Isner i fire sæt.

/ritzau/

Facebook
Twitter