Ekspert om Wozniacki før Wimbledon: 'Hun er blandt favoritterne'

Caroline Wozniacki har fået den bedst tænkelige optakt til Wimbledon, vurderer tennis-ekspert.

Tine Scheuer-Larsen tror på Wozniacki ved årets Wimbledon.

Som dansk tennis-fan kan man godt begynde at glæde sig til Wimbledon.

Den legendariske turnering på de skønne og græsbeklædte tennisanlæg i London-forstaden begynder mandag, og med den samlede sejr i Eastbourne kunne Wozniacki ikke have fået en bedre optakt.

Det vurderer Viasats tennisekspert Tine Scheuer-Larsen:

- Det er den perfekte forberedelse op til Wimbledon. Hun får nogle rigtig gode kampe på græs, hvor hun skal kæmpe sig tilbage. Jeg synes, at hun kommer til Wimbledon med stor selvtillid og kan forhåbentlig gå ud og spille ligeså frit, som hun har gjort her i Eastbourne.

- På papiret synes jeg, at de første runder ser overkommelige ud, og det kunne da være vidunderligt med en finale i anden uge. Jeg synes absolut hun er blandt favoritterne.

Ifølge Tine Scheuer-Larsen havde Wozniacki det mentale overskud i finalen mod den 20-årige hviderusser Aryna Sabalenka.

- Det var en rutineret Wozniacki, vi så i finalen. Jeg tror det var med til at gøre udslaget sammenlignet med en uprøvet Sabalenka. Vi så en Caroline med stor selvtillid til trods for, at hun var bagud flere gange. Hun udviser det mod, der skal til for at vinde. Hendes selvtillid tegner rigtig godt forud for Wimbledon.

Facebook
Twitter