Ekspert: Wozniackis karriere er helt outstanding

Vinder Caroline Wozniacki lørdagens finale i Australian Open, vil det være noget af det største, der er sket i dansk idræt, siger ekspert.

Caroline Wozniacki er med semifinalesejren ved Australian Open i karrierens tredje Grand Slam-finale. To gange tidligere, i 2009 og 2014, har hun tabt finalen i US Open. (Foto: Dita Alangkara © Scanpix)

Caroline Wozniacki sagde sine drømme højt, da hun var helt ung.

- Jeg vil blive nummer et på verdensranglisten, og jeg vil vinde de fire Grand Slams, sagde 14-årige Wozniacki tilbage i 2005 fra sit teenage-værelse.

Det første mål har hun indfriet for længst – og på lørdag får hun chancen for at vinde sin første Grand Slam-turnering, når hun i finalen af Australian Open står ansigt til ansigt med den rumænske verdensetter, Simona Halep.

Her til morgen sikrede Caroline Wozniacki sig finalepladsen i Melbourne ved at slå belgiske Elise Mertens i to sæt.

Elise Mertens er nummer 37 på verdensranglisten og var useedet til turneringen, men det gør absolut ikke sejren mindre, siger den tidligere professionelle tennisspiller og nu ekspert hos TV3 Sport, Tine Scheuer-Larsen.

- Når man står i en semifinale i en Grand Slam-turnering, så er man bare rigtig god. Og så er det sådan set ligegyldigt, hvilket tal der står ud for ens navn, for så er man i god form, siger Tine Scheuer-Larsen.

Følelserne tager over

6-3, 7-6 lød cifrene, der sender Wozniacki i sin tredje finale i Grand Slam-sammenhæng. Vinder hun den, vil det ifølge Tine Scheuer være noget af det største, der nogensinde er præsteret i dansk idræt.

Caroline Wozniacki har været tæt på finalen i den prestigefyldte turnering før. I 2011 tabte hun semifinalen i Australian Open efter at have haft matchbold.

Og nederlaget for syv år siden spøgte under dagens kamp.

Oppe 5-4 i andet sæt kunne Wozniacki serve sejren hjem, men i stedet lod hun Elise Mertens komme tilbage i kampen.

- Jeg følte, jeg ramte en mur. Jeg begyndte at føle mig nervøs, og benene rystede, sagde Wozniacki efter kampen ifølge Ritzau.

Danskeren fik dog tvunget sættet ud i en tiebreak, og der rystede Wozniacki hverken på ben eller hænder. Elise Mertens indrømmede efter kampen, at hun ærgrede sig, selvom hun tabte til en bedre modstander.

- Men jeg er også meget glad for, at jeg har nået en semifinale for første gang, sagde Mertens til Ritzau.

Tine Scheuer-Larsen peger på, at et af kendetegnene for de største inden for sporten er, at de kan håndtere de følelser, der utvivlsomt opstår i Grand Slam-turneringerne.

- Det er ufatteligt svært at vinde en Grand Slam, og af de få spillere, der har vundet en, gentages det rent faktisk for en del af dem, fordi de ved, hvad det kræver, og kan udelukke de store følelser, der også var lige ved at overrumple Wozniacki, siger hun.

Intet over, intet ved siden af

At mange tennisspillere kommer i følelsernes vold og ikke formår at fastholde fokus på kampen er en naturlig konsekvens af, hvor stort det er at komme i nærheden af at vinde en Grand Slam, siger Tine Scheuer-Larsen.

- Det er det største og mest prestigefyldte, der findes i tennis. Og man er helt i særklasse, hvis man formår at få sit navn på en af de fire pokaler, siger hun.

- Det er det, man lever for som professionel tennisspiller.

Caroline Wozniacki udbrød et skrig, da Elise Mertens slog kampens sidste bold i nettet. Men ellers tog danskeren sejren med ophøjet ro.

Måske fordi Wozniacki ved, at hun stadig har et stykke arbejde at gøre, inden hun kan sætte et hak ud for det første af de fire mål, hun stadig jagter, 13 år efter at hun sagde dem højt i et tv-interview.

Tine Scheuer-Larsen mener dog ikke, at Caroline Wozniacki behøver at vinde lørdagens finale for at sikre sit eftermæle i tennisverdenen.

- Og uanset om hun havde nået finalen eller ej, så er Caroline Wozniackis karriere helt oustanding i dansk tennis. Så hun er heller ikke afhængig af, om hun vinder finalen.

- Men alle drømmer om at vinde en Grand Slam, og Caroline har gjort det, siden hun var helt lille, siger Tine Scheuer-Larsen.

Skal den drøm gå i opfyldelse, skal Caroline Wozniacki altså slå turneringens førsteseedede og verdensranglistens nummer 1, rumænske Simona Halep.

Halep måtte her til morgen ud i tre sæt for at sikre sig den sidste plads i finalen i Australian Open.

Finalen spilles lørdag kl. 9.30 dansk tid og kan tv-mæssigt følges både på Kanal 5 og Eurosport 1 og tekstmæssigt på dr.dk.